og lignede de rygsæk-turister, der altid gæstede stranden hjemme ved Quangs landsby. Den forreste mand derimod var høj og så ud til at være dyrt klædt på. Han havde tynde jakkesætsbukser på og en hvid kortærmet skjorte. Et diamantbesat perlearmbånd dinglede om mandens håndled. Hans sommerjakke lå sammenfoldet over armen, og det var tydeligt, at han havde det forfærdeligt varmt. På trods af det havde han et langt, ternet tørklæde hængende om halsen.

Mr. Chan smilede og snakkede dæmpet til den unge mand med bøllehatten, som herefter oversatte for manden i skjorten, der nikkede og svarede. Bøllehatten oversatte for mr. Chan, som så meget stolt og glad ud. »Børn, byd velkommen til fabrikkens nye ejer: Hr. Eberfrø fra Danmark.«

Alle børnene bukkede, og mr. Chan så meget tilfreds ud. Han pegede på børnene med sin bambuskæp og sagde: »Hr. direktør, her er vores dygtige medarbejdere, som vil gøre deres yderste for fortsat at levere den allerfineste kvalitet til bæredygtige priser.« Bøllehatten oversatte hviskende for direktøren.

Mr. Chan viftede ivrigt med hånden, så hans guldur dinglede. »Skynd jer tilbage til arbejdet, vis hvor flittige I kan være.«

Quang satte sig hurtigt tilbage til symaskinen. De andre børn fandt også deres pladser. De udvekslede blikke. De havde mistet deres pause og allerværst: De havde ikke fået noget at drikke.

Quang tog en lyserød, nøgen ninjadukke fra Honey-Bees store trådkurv. Honey-Bee var en pige på 6 år, der sad lige bag ved Quang. Hendes opgave var at sy de to