Suzanne Brøgger har imidlertid ikke tænkt sig at sidde passivt tilbage og overlade mytedannelsen til andre. Hvis ikke hun skal ende med at stå med begge ben i graven, som var tilfældet for Marilyn Monroes vedkommende, må hun nødvendigvis gøre noget andet. Og det gør hun ved at insistere på at være subjekt såvel som objekt. Hun indtager ganske vist gerne objektets plads, det sted, som kvinden er blevet henvist til siden tidernes morgen, så fantasi og begær kan få retning. Men hun vil ikke nøjes med at blive beskrevet af andre. Ved som kunstner at forbeholde sig ret til at være med til at skabe sin egen myte indtager hun både subjektets og objektets plads. På én og samme tid underkaster hun sig de andres billeder og kræver at få medindflydelse på dem. Det er med denne dobbelte bevægelse, at Suzanne Brøgger tegner et nyt billede, ikke kun af kvindelig identitet, men identitet i det hele taget. I en tid, hvor både de visuelle og interaktive medier eksploderer, og hvor flere og flere platforme for selviscenesættelse vinder frem, bliver identiteten en dialogisk og foranderlig størrelse. Identiteten er en konstant forhandling – mellem personlige drømme, de andres forestillinger og kulturens mange billeder af, hvem og hvad man kan være og ikke være. Denne forestilling om identitet kommer Suzanne Brøgger i forkøbet med sit værk og sin myte.