Men de penge er til billetten ud af Mona-livet, det er en helt anden billet og one way. De skal finansiere forvandlingen, så Mona kan gøre sig gældende her i livet, så hun er nogen, så hun bliver spiselig, lavet på celluloid og pakket ind i cellofan. Så hun bliver lykkelig, rolig og lykkelig. Det er bare den cornflakespakke og hende, de to og intet andet, hanen og Mona, der danser tango i en snusket pariserbar, før de glemmer, hvor godt cornflakes egentlig smager.

Lulu! Hun eksisterer kun på postkort, og de er gratis og hænger på cafeerne. Gratis postkort-Lulu. Hendes verden består af små, firkantede kammerspil, en opvisning i scenografi, fotografi og grafisk design, kitschede perler omkring en fiktiv og uendelig person. Kortene har alle den samme effekt på Mona. Hun bliver grøn af misundelse. Hun vil også være med, hun vil ind i den verden, som består af kun de smukkeste scener, den bedste blanding af film og virkelighed, så det endelig bliver spændende, hvor man aldrig keder sig, og hvor alting er perfekt. Åh, ja, Mona vil fotograferes og helst med musik til, for altid. Den indre walkman spiller, og Mona lever nu, her, i et blitzse-kund. It’s a Lulu!