Han begyndte at skrive om nogle af de begreber, han havde læst om. Immanens og transcendens. “Mennesket er i tiden, i historien og er dømt til at dø som alt levende. Blomsten, kraniet og timeglasset symboliserer det immanente, det forgængelige. Men samtidig er symbolerne malet for næsten 350 år siden, og jeg kigger på dem nu. Jeg ser, hvad maleren, de Champaigne, ville vise mig, selv om han er død for længe siden. Det må så være transcendensen. Mennesket, der hele tiden vil pege ud over sig selv, ud over sin egen tid og ind i næste generation og måske mod det evige. Det aflyser ikke døden, men gør, at vi kan få et fællesskab med dem, der tidligere har levet, og dem, der endnu ikke er født.”