Børnene stod over for hinanden på hver sin side af den søjle, hvor klokken endnu hang og vibrerede, selv om den ikke længere gav nogen lyd fra sig. Pludselig hørte de en svag lyd fra den ende af salen, der ikke var sket noget med. Lynhurtigt vendte de sig for at se, hvad det var. En af de kåbeklædte skikkelser, den sidste i rækken, den kvinde som Digory fandt så smuk, havde rejst sig fra sin stol. Og nu, hvor de så hende i oprejst stilling, opdagede de, at hun var endnu højere, end de havde forestillet sig. Og det var ikke bare hendes krone og kåbe, men også hendes bydende øjne og viljefaste mund, der straks fortalte en, at hun var en mægtig dronning. Hun så sig omkring i salen og fik øje på børnene og den skade, der var sket, men det var umuligt at se på hendes an