Og virkelig havde han heller aldrig så stærkt som i dette øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede stue, hvor hans fader og søskende nu sad og sang salmer og bad bange bønner midt i vinternattens eventyrpragt – en slags underjordiske, blinde for lysets glans, fulde af gru for livet og dets herlighed. Han følte sig tusinde mile borte derfra, i en hel anden himmelegn, i pagt med solen og stjernerne og de sejlende skyer.