Tæt løvet hang på grønne træer,
Hvid var skarntydens fine krans,
I skovens lysning sås et skær
Af stjerner, som i mørket smilede.
Tinúviel i lette dans
Til skjulte fløjte så man dér
I håret stråled stjerners glans,
Og hendes kjole skinnede.
Fra bjerget koldt kom Beren ned,
Han løb omkring i skovens nat,
Og dér hvor elverfloden gled,
Bedrøvet om han strejfede.
Han stirred i skarntydekrat
Og så et gyldent blomsterbed
På hendes kappe blød og glat
Og efter håret flyvende.
Forvandlet blev hans matte fod,
Skønt den var dømt til trætte spor,
Og frem han ilte fuld af mod,
Han ville fange strålerne.
Ad skovsti til, hvor elvere bor,
Hun dansede på væver fod,
Han ene stod, mens bort hun fór,
I tystheden han lyttede.
Han hørte tit den sagte klang
Af fod så let som lindens blad,
Og op fra jorden lød en sang
Fra skjulte gruber bævende,
Nu vissent lå skarntydens blad,
Og nu med suk og klagesang
Og hvisken faldt hvert bøgeblad
I vinterskoven tøvende.
Han søgte altid, vandred vidt,
Hvor høstens blade lå i lag,
I måneskin og skær så blidt,
Når frostklar himmel sitrede.
I månelysets matte dag
Han skimted sløret, fagert, hvidt.
Hun dansed på et tågelag,
Og sølv ved foden blinkede.
Hun kom igen, da vinter svandt,
Og da hun sang, blev våren fri,
Som lærken steg, og regnen randt,
Og smeltevandet klukkede.
Han så, da blomsterne slap fri
Ved hendes fod. Da livet vandt.
At danse let og glad forbi
På græsset kun han ønskede.
Hun flygted atter, han løb vildt.
Tinúviel! Tinúviel!
Det elvernavn, han råbte mildt,
Hun standsede og lyttede.
Fortryllet stod hun. Stemmens træl
Hun vented – der kom Beren vildt,
Fortabt var da Tinúviel
Som han i favnen knugede.
I hendes blik så Beren ind
Og i det mørke, dunkle hår,
Og nattens spinkle stjerneskin
I øjnene sig spejlede.
Udødelig den elverkvind,
Som om ham slog sit mørke hår,
Som kærligt sluttede ham ind
I sine arme skinnende.
Så lange veje skæbnen gør.
De kom ad stenet sti så grå
Til sal af stål, til dyster dør,
Hvor morgen aldrig dæmrede.
Og mellem de to havet lå,
Dog mødtes de, som mødtes før.
Thi længst herfra de måtte gå,
I skoven sorgløst syngende