På mirakuløs vis var det lykkedes Niller ved hjælp af museskridt at komme hele vejen op på toilettet i lejligheden uden at sætte nogle (nævneværdige) spor i sine underhylere.
Han hørte reporterens ord for sig igen og igen. Tænk sig, at der netop nu var en komet på vej fra det ydre rum mod selveste Skovlunde Bytorv. Det var jo det sted, som Niller holdt allermest af i hele universet.
Efter at han havde fået nogenlunde styr på maven, traskede han ind på sit værelse og kastede sig opgivende på sengen.
Han fik øje på et avisudklip fra sidste torvedag, som han havde sat op med tape under sin natlampe.
‘En torvedag med hjertet på rette sted’, stod der med store bogstaver over billedet, som fotografen fra Skovlundebladet havde taget. De stod alle sammen rundt om den store grill, som Nillers far slæbte frem til torvedagene, og smilede. Else havde haft sit klapsammenbord stående med torvetilbud på både hennafarve til håret og lakridsrod til børnene, Kaj havde slæbt maskinen ud for at demonstrere, hvordan den var i stand til at printe på begge sider at ét stykke papir, og Erkan havde pyntet hele facaden på sit pizzeria med over 800 balloner i det italienske flags farver: grøn, hvid og rød. Erkan havde købt ballonerne billigt af en fætter, men efter et par timer var farven på alle de røde balloner dog falmet til orange, så det dermed lignede et irsk pizzeria.
”Put med det,” havde Erkan hvisket til Niller. ”Jeg komma fra Tyrkiet, så om den pizza er irsk eller italiensk, spilla ingen rolla.”
Niller og far havde passet grillen sammen. Far havde stolt skænket fadøl i sin yndlingsfodboldtrøje, Elkjærs nummer 10 fra ’84, og smidt butikkens specialitet, Elkjærpølser, på grillen, mens Niller holdt øje med, at de ikke revnede. Niller blev helt varm om hjertet, når han så på avisudklippet.
Det var også på sidste torvedag, at Niller sådan for alvor var blevet venner med drengen Tykke. Drengen var selvfølgelig ikke døbt Tykke, men havde et helt almindeligt drengenavn, som ingen kaldte ham, ikke engang hans far og mor. For når man så ham, gav det ligesom bare mere mening at kalde ham Tykke end Allan eller Rudi, eller hvad han nu hed i virkeligheden.
Tykke havde været den første, der mødte op, fordi han havde hørt, at der var gratis smagsprøver. På udklippet stod Tykke med sit superhelteleksikon4 under armen og var mørkerød i den side af ansigtet, der var tættest på grillen. Dér havde han nemlig stået hele torvedagen, og det var Niller, som havde rakt ham 21 Elkjærpølser med stærk sennep, som han havde kørt ned. Og siden den dag havde de to drenge været venner og tilbragt rigtig meget tid sammen på Skovlunde Bytorv. Det var her, Tykke hentede