moderen og græd. Hun var opløst i tårer. Jokum havde aldrig set noget lignende. Han havde aldrig set moderen græde før. Var det dette, hun lavede, når han var i skole og faderen på arbejde, sad her og græd? Hvorfor græd hun? Det var endnu værre at tænke på. Græd hun på grund af Jokum, fordi han var sådan en byrde? Havde rektor Frøsland allerede ringet og sagt, at Jokum var på vildveje, ude på et skråplan? Han turde ikke gå ind til hende og trak sig i stedet tilbage for at vente på, at det gik over. Ler gør man sammen. Gråden er man alene om. Det gik ikke over, så Jokum ringede til faderen fra den sorte telefon i stuen og talte med dæmpet stemme.