Slaget ramte ham på højre kindben. Det var nøjagtig, hvad han havde regnet med, da han drejede hovedet et par centimeter skråt opad, netop da faren slog. Her ved middagsbordet sigtede faren som regel efter næsen og prøvede at ramme med et slag fra håndleddet og bagsiden af fingerspidserne. Det gjorde ikke ondt, når sådan et slag ramte. Men det var en stum, hvid fornemmelse at få det der drillende slag midt på næsen. Hellere kindbenet.
Faren var stolt over slaget, fordi han bildte sig ind, at han kunne smække det hurtigt og overraskende ud. Men for Erik, der kendte alle farens slag og finter lige så godt som multiplikationstabellen, var det let at opdage den der trækning under farens højre øje, der gik forud for slaget. Ved middagsbordet drejede det sig som regel kun om en længe og godt annonceret lussing slået med et bredt højresving eller også dette maskerede slag med håndleddet fra den anden side, som sigtede mod næsen. Det sidste var mere beregnet som en krænkelse end for at gøre ondt.
Han havde uden vanskelighed kunnet bøje hovedet så langt bagover, at faren ramte helt ved siden af. Men så var der en risiko for, at den gamle satan mistede besindelsen og kastede sig hen over bordet for at ramme med et venstrehåndshook eller en lige højre i ansigtet. Måske blev der så knust noget porcelæn, i værste fald væltede hele bordet. Så fik han skylden, og det kunne forlænge pryglene efter maden med op til en halv time.
Derfor gjaldt det om, at faren ikke ramte helt ved siden af, når han slog sit maskerede slag med håndleddet. Det krævede disciplin og træning kun at dreje hovedet så meget, at faren ikke ramte næsen, men kindbenet i stedet for.
– Jaså, sagde faren muntert. I dag tager vi børsten og 25 slag.
Det var en usædvanlig mild dom, næsten minimum. 25 slag med klædebørstens bagside tog bare lidt over 20 sekunder, og så var det ovre. Så slap han for at græde, han ville ikke græde, når faren slog. Man kunne sagtens lade være med at græde, så længe man kunne holde vejret. Birkeris, som var både langsommere og mere smertefuldt end klædebørsten, kunne man udholde op til 30 slag af. Det var ingen kunst at holde vejret under 35 sekunders klø med birkeris.
Hundepisken var det værste. Det var som at blive punkteret allerede ved det første slag. Luften blev slået ud af én ved den første blodstribe. Det var som et lille hul, hvor det hvislede og hvæsede, og så åbnede hullet sig til rigtig gråd. I værste fald allerede halvvejs efter en 12-13 slag.
Hvis man græd og samtidig vred sig for at undgå slagene, blev faren ophidset og slog hårdere og glemte at tælle. Eller også standsede han og forklarede omstændeligt, at han nu måtte lægge ti slag til, fordi man gjorde afstraffelsen vanskeligere.
25 slag med klædebørsten var altså næsten ingenting. Det gjaldt bare om ikke at vise sig for taknemmelig, for så blev der måske lagt på. Og så måtte man naturligvis have heldet med sig under resten af middagen: ikke tabe saltkarret, ikke række ind over bordet, ikke smøre brødet på den forkerte side, ikke irritere lillebroren, ikke vælte mælkeglasset, ikke pille kartoflerne for sjusket osv. Så blev der lagt på. Eller hvis faren opfandt en hvilken som helst anden anledning:
– Det var dog nogle modbydelige sørgerande, du har under neglene. Og så ved bordet! Det bliver 5 slag ekstra, sagde faren.
30 slag med klædebørsten var næsten ingenting. Man kunne let holde vejret og koncentrere sig om ikke at græde eller sprælle i 30 sekunder.
Det var i midten af september og en kølig dag med klar luft og stærkt solskin. De spiste tidligt middag, og solens reflekser spillede i de slebne vinglas. Han fulgte en tyk solstråle med øjnene og forestillede sig, at alle støvkornene dannede en mælkevej, og at det netop nu kunne ske, at kæmpen ved det kosmiske middagsbord med den afsindige far pustede luft ud i en tavs hvislen, så støvkornene hvirvlede omkring hinanden, så at alle planeterne blev revet ud af deres baner, og jorden blev tilintetgjort af en lige så pludselig som total katastrofe.
– Leg ikke ved bordet, 5 slag ekstra, sagde faren, der åbenbart havde opdaget, at han blæste efter støvkornenes mælkevej.
Men 35 slag med klædebørsten var stadigvæk ikke noget at være bekymret over. Det var let at koncentrere sig under 35 slag med klædebørsten, i det mindste hvis huden på enden og ryggen var nogenlunde hel.
Han betragtede endnu engang lysstriben med støvkornene. Han afvejede fornøjelsen ved at puste mod planetsystemet en gang til mod yderligere 5 slag. Men han lod være, fordi det ville kunne opfattes som en forsætlig provokation, og så ville faren ikke bare lægge 5 slag til, men også gå over til et værre instrument end klædebørsten. Det var det ikke værd.
Han forestillede sig, at han pustede mod planetsystemet.
Bag kakkelovnens messinglåger knitrede ilden. Det lød som grantræ og ikke det dyrere birkebrænde. Henne ved den ene endevæg oplyste det stærke sollys en lys firkant på tapetet. Der hang et maleri i går. Nu havde de altså solgt endnu et maleri. Da familien flyttede ind til byen fra den Rige Forstad, havde hele væggen i spisestuen været fuld af malerier.
Efter middagen hjalp han omhyggeligt med at tage af bordet for ikke at få flere ekstraslag. Efter at der var taget af bordet, gik moren ud i køkkenet for at lave kaffe. Så var det tid til at gå med faren ind i deres soveværelse for at få ordnet middagskløene.
– Træk bukserne ned og buk dig, sagde faren mekanisk og greb efter klædebørsten.
Han hørte på farens tonefald, at der ikke var nogen snigende fare. Faren var rolig og besindig i dag, og det hele ville være hurtigt overstået. Han trak bukserne ned og bøjede sig frem. Samtidig med at faren løftede armen til det første slag, trak Erik vejret dybt, lukkede øjnene og knyttede hænderne. Det hele gik hurtigt, og så var der kun krænkelsen tilbage.
– Gode venner igen? spurgte faren og rakte hånden frem.
Hvis han ikke trykkede hans hånd, fik han hele sin omgang klø en gang til.
– Gode venner igen, sagde han og smilede. Han tog farens hånd. Så trak han bukserne op igen og gik ind på sit værelse og hen til grammofonen. Elvis Presleys nye sang hed Heartbreak Hotel.
Han lå på sin seng og kiggede hen over spindelvævet i stukken og mønstret af revner i loftet, og han så sig selv som rockkonge på en scene langt væk i det frie land i vest. Han prøvede at efterligne Elvis Presleys fremmede ord, og sådan lå han længe og følte sig helt lykkelig.
Det var en dag, hvor alt var gået perfekt. Og desuden havde middagskløene ikke været noget særligt, og den tidlige middag tydede på, at faren skulle arbejde fra meget tidligt på aftenen. Faren var inspektør på en restaurant, selv om han for det meste kaldte sig direktør. Når faren skulle tidligt på arbejde, kunne han gå i biffen. Der var tre biografer, hvor han kunne komme ind til forbudt-for-børn-film, og den nærmeste viste en krigsfilm fra Korea. Den ville han se, og han ville gå alene for uden andres indblanding at nyde, at alt var gået så godt i dag.
Han havde været nødt til at tæve Fyrtårnet. Det hele var til sidst blevet uundgåeligt, og hvis han ikke havde klaret det, ville han ikke have haft sin bande mere. Banden adlød kun, så længe man vandt. Det var egentlig uretfærdigt, for der var vigtigere sager end at vinde slagsmålene om, hvem der skulle bestemme over en bande. Men duellerne var den mest håndgribelige kompetenceprøve, og duellerne måtte man vinde, og når han tænkte nærmere over det, havde han i over et halvt år vidst, at den dag ville komme, hvor Fyrtårnet ville udfordre ham.
Men Fyrtårnet ville aldrig kunne overtage banden. Fyrtårnet kunne slås, men han kunne ikke snakke, og hvis han vandt kampen, så ville det bare føre til, at banden lige så stille blev opløst, og at han til sidst stod helt alene uden nogen, der adlød ham. Så ville han stå alene der midt i skolegården uden at forstå hvorfor. For det var jo ikke nok at være den stærkeste.
Fyrtårnet var nemlig den stærkeste, det kunne der ikke være nogen tvivl om. Han var næsten tyve centimeter højere end alle de andre i 2. mellem. Han var endnu ikke fyldt fjorten og var en firs høj, vejede otteogtres kilo, kunne let kaste 65 meter med en lille bold og havde en helt enorm pik. Fyrtårnet sloges meget sjældent og fantasiløst, men han var frygtelig, når han enkelte gange blev rasende.
Erik havde vendt og drejet problemet den sidste uge, hvor han vidste, at det uundgåelige nærmede sig. Fyrtårnet havde en lang, svingende højre. Det var et langsomt slag, men med tyngde og stor rækkevidde. Han sparkede aldrig. Men han prøvede hurtigt at indfange modstanderen for at kunne udnytte sin tyngde og komme ovenpå. Havnede man under Fyrtårnet, var det svært at komme ud af grebet. Og så lå man der, mens Fyrtårnet slog tungt og langsomt, skiftevis mod ofrets mave og ansigt, indtil man kunne anse sagen for afgjort.
Det var Fyrtårnet, der samlede penge ind. Hvem som helst i skolen kunne komme til banden og låne penge. Vilkårene var enkle – hundrede procent i rente på to dage, og Fyrtårnet blev pudset på dem, der ikke betalte. Det var absolut nødvendigt at pudse Fyrtårnet på dem, der ikke betalte, ellers ville systemet være brudt sammen allerede fra starten.
Fyrtårnet slog faktisk uden aggressivitet, og de, der fik tæv af ham, bildte sig ind, at det hele var værre, end det var, blot fordi han var så stor og havde en sort læderjakke med bandens symbol på ryggen. Deres rædsel for at få tæv af Fyrtårnet var faktisk vigtigere end selve tævene.
Det var Göran, som i nogen tid havde trukket Fyrtårnet til side og lidt efter lidt overbevist ham om, at han måtte slå Erik ned og dermed tage magten og ledelsen. Göran handlede muligvis ikke i den tro, at Fyrtårnet ville vinde. Men han havde selv stået Erik nærmest, da banden blev dannet det første år på skolen, og det stadigvæk var et åbent spørgsmål, hvem der egentlig bestemte. Han havde været nødt til at tæve Göran ganske eftertrykkeligt for en gang for alle at få en ende på det, og det havde fungeret fint et års tid. Formodentlig ville Göran nu gøre et forsøg på at bruge Fyrtårnet som sit eget våben.
Erik havde ladet som ingenting i ugen op til udfordringen. I den tid havde han afpudset sin taktiske plan. Det var fuldstændig klart, at der ikke var nogen mulighed for kompromis. Han kunne enten vinde eller få tæv, og hvis han fik tæv, ville han være helt alene. Fyrtårnets overlegenhed med hensyn til vægt og rækkevidde skræmte ham meget mindre end risikoen for at stå alene og uden for banden.
Men efter et par dages tankevirksomhed vidste han præcis, hvordan han kunne slå Fyrtårnet. Det var ikke hans hurtighed, der kunne fremkalde afgørelsen. Den opvejedes let af Fyrtårnets vægt og kraft. Men Fyrtårnet tænkte langsomt, og det tog ham lang tid at blive vred. Altså kunne man slå ham, hvis man gik hurtigt og kompromisløst til værks. Derimod forkastede han alternativet med at sparke Fyrtårnet under hans store pik. En sådan sejr ville ikke blive påskønnet, men bare føre til en masse snak bagefter, der så ville presse en revanche frem, som det ville blive endnu sværere at vinde.
En udfordring fulgte altid et vist ritual. Kombattanterne stillede sig op over for hinanden og brugte et par minutter på fornærmelser, som for det meste drejede sig om den andens fejhed. Så gjaldt det om at få modstanderen til at slå først og lidt tøvende, så man selv kunne slå igen med fuld kraft. Man kunne for eksempel stå og tjatte modstanderen på næsen, indtil han mistede besindelsen og prøvede at slå igen. Dermed var ritualet opfyldt og kampen i gang. Under ritualet samledes tilskuerne i en hylende kreds om dem for at ægge slagsmålet frem så hurtigt som muligt, inden nogen af gårdvagterne nåede derhen.
Det var sandsynligvis sådan, Fyrtårnet og Göran regnede med, at det hele ville udvikle sig. Fyrtårnet ville stå over for ham inde i kredsen af hylende tilskuere og række en af sine lange arme ud og prøve at daske ham i ansigtet med fingrene eller slå huen af ham eller sådan noget. Så ville det blive meget svært at slå sig igennem Fyrtårnets forsvar og lange rækkevidde. Samtidig ville det være umuligt at klare sig ud af situationen på nogen anden måde, og så ville det ende, som det altid endte, når Fyrtårnet sloges, med at han lå øverst og slog, indtil det var afgjort.
Det var nok sådan, de havde tænkt sig det.
Da opgøret kom, vidste Erik nøjagtig, hvordan han skulle gøre. Han vidste også, at han ville vinde, hvis han kunne kvæle sin skræk. Det var det helt afgørende: ikke tøve et eneste sekund.
Banden stod ved slutningen af spisefrikvarteret nede under de store kastanjetræer i den fjerneste ende af skolegården. Erik fordelte indtægterne fra dagens ågerforretning og gav Fyrtårnet halvtreds øre med yderligere ordre om at stikke hen til bageriet om hjørnet og købe en halv stang sukkerbrød.
– Næh, sagde Fyrtårnet med grødet stemme. Du kan vel for fanden selv rende dine ærinder.
Og så smed han de halvtreds øre på jorden foran Eriks fødder.
– Ja, og så kunne du jo også købe en halv stang til Fyrtårnet, fniste Göran i baggrunden.
Der blev helt stille under kastanjetræerne. De halvtreds øre på jorden kunne ikke misforstås. Der var ingen vej tilbage. Nu gjaldt det bare om at følge planen uden at tøve et eneste sekund.
Han smilede, da han trådte et par skridt hen mod Fyrtårnet.
– Jeg syntes søreme, du sagde, du ikke ville rende ærinder, sagde han blidt og smilede stadig.
– Netop, sagde Fyrtårnet med en hæs stemme, som betød, at han var tør i munden, og han løftede forsigtigt armene for at begynde på ritualet.
Erik sigtede midt i solar plexus og smilede stadig, da han slog med al sin kraft og hele kroppens vægt bag bevægelsen. Det føltes, som om knytnæven gik lige ind til rygraden gennem de bløde og endnu ikke spændte mavemuskler. Fyrtårnet knækkede uden en lyd forover, lammet over ikke at kunne få luft. Erik sigtede lige på næsen med det næste slag. Han ramte ikke perfekt den første gang, men slog et slag til, så næseblodet vældede frem. Næseblodet var vigtigt, meget vigtigt. Dels imponerede det omgivelserne, og dels skulle det gøre Fyrtårnet yderligere bange. Så slog han en kort højre op mod Fyrtårnets venstre øjenbryn. Det var det blå øje, selve brændemærkningen, som også var vigtig.
Fyrtårnet sank ned på knæ. Det var nu, det gjaldt om at gribe lejligheden, mens overraskelsen og skrækken stadig havde tag i Fyrtårnet. Han løftede Fyrtårnets ansigt op med højre hånd og sigtede mod det andet øje med venstre knytnæve. Men han så, at det ikke var nødvendigt med mere.
– Giver du op? spurgte han.
Fyrtårnet nikkede stumt. Han var netop ved at få gang i sin vejrtrækning igen, men krisen var allerede overstået.
– Her, sagde Erik og rakte ham et lommetørklæde. Tør dig, du ser sgu ikke godt ud.
Så samlede han de halvtreds øre op, gav dem til Göran og bestilte en halv stang sukkerbrød, og bagefter delte han sukkerbrødet med Fyrtårnet. Han vidste, at Fyrtårnet aldrig ville gentage udfordringen. Han vidste, at han ikke ville have klaret sig helskindet fra Fyrtårnet, hvis han havde fortsat slagsmålet. Men alt var gået som planlagt, og banden var reddet fra at blive splittet. Fyrtårnets blå øje ville være mere end afskrækkende nok.
Samme aften nød han i biografens mørke, hvordan Robert Mitchum i sin Super Sabre skød den ene efter den anden af de gule djævle i deres MIG 15 ned. For hver skævøjet, man skød ned, satte man en rød stjerne på næsepartiet af sin Super Sabre. En af de gule djævle var specielt svær at få bugt med og havde oven i købet en række blå stjerner på næsen af sit fly. Men Robert Mitchum fik ham til sidst efter en hård, men ærlig kamp.
Han havde gåsehud på underarmene, da han gik ud af biografsalen. Men i biffen vidste man altid, hvordan det ville ende. Den side, man selv holdt med, vandt altid. I virkeligheden gik det jo ikke sådan, eftersom han jo havde været lige ved at blive ensom og miste hele banden den eftermiddag. Havde han tøvet det allermindste eller bare ramt en smule ved siden af med det første slag mod solar plexus, så havde det været slut.
* * *
Statsskolens grå, tunge jugendbygning rugede som en borg midt i Vasastan. På trappeafsatsen ved hovedindgangen stod der en skulptur, der forestillede Ikaros, og som nationalbilledhuggeren, en af skolens to berømte tidligere elever, havde lavet. Trappetrinnene var af mørkegråt marmor.
Den, der første gang gik ind gennem den tunge egedør og hen ad de mørke korridorer med de høje hvælvinger, vidste, at han begyndte et nyt liv. Når man var kommet i statsskolen, var skolen ikke længere en leg. Nu var man skilt fra dem, der gik i folkeskolen, og som aldrig ville blive til noget i livet.
Det havde rektors velkomsttale handlet om. Derefter havde drengene, det hed altid drengene, måttet hellige den første dag til at opøve disciplinen.
Klasselæreren udvalgte en ordensduks. Ordensduksen skulle virke som delingsfører og holde vagt ved katederet, mens man ventede på læreren. Ordensduksen skulle på den sorte tavle skrive dem op, der havde opført sig upassende, mens man ventede på læreren; bandet, klappet med pultens låg eller snakket for højt.
Når læreren kom ind, råbte ordensduksen: ‘alle ret’. Drengene tog så et skridt til højre ud for bænkerækkerne og stod ret. Ordensduksen vendte omkring mod læreren og afleverede:
– 2. mellem A, fraværende Arnrud, Carlström, Svensén og Örnberg.
– Goddag, drenge! Sæt jer! råbte læreren.
Og så førte han anmærkninger ind i klasseprotokollen fra ordensduksens optegnelser på den sorte tavle. Tre anmærkninger på et halvt år, og ordenskarakteren gik en tak ned.
Den, der derefter blev tiltalt af læreren, måtte straks rejse sig og stå ret. Ubehaget ved at stå ret og med høj og tydelig stemme – altid høj og tydelig stemme, ellers om igen – meddele, at man ikke kunne svare, anså man for at have en positiv pædagogisk virkning. Drengene ville derved blive mindre tilbøjelige til ikke at kunne svare.
Reglerne for udvælgelsen af klassens ordensduks var noget uklare. Det var klasselærerens sag, og i en klasse med nye og ukendte drenge var det ikke let at vælge den rette. En velklædt dreng fra et bedre hjem – påklædning og efternavn var vigtige ledetråde – som ikke så for spinkel ud, det var tommelfingerreglen i en ny klasse. Men der var ingenting, der hindrede klasselæreren i uden videre at skifte ordensduks.
I gymnastik var udtagelsesreglerne mindre tilfældige. Kappen havde sine godt indøvede rutiner.
Kappen var kaptajn af reserven og tog mod drengene med en fleuret i hånden, som han ligesom eftertænksomt lod hvine gennem luften et par gange, inden han lagde den fra sig. Ved udvælgelsen fik han hjælp af sin underordnede, løjtnant Johansson.
Når ordensduksen havde afleveret klassen, gav Kappen ordre til, at drengene skulle begynde at løbe rundt i gymnastiksalen. Han holdt takten med korte, stemte lyde.
– Lølø lølølø, lølø lølølø, rungede det under det høje loft.
De løb rundt i salen med en underlig fornemmelse af ikke at forstå, hvad der skete, og hvad der var Kappens hensigt. En tid efter blev øvelsen afbrudt, og drengene blev stillet op på to rækker foran tovene, som blev trukket frem fra den ene langvæg. Tovene gik op til loftet, loftshøjden var omkring syv meter.
– Så klatrer vi, drenge! brølede Kappen. Sådan, fire og fire så højt I kan. De fleste standsede et sted på vejen. Nogle kunne kun komme et kort stykke op, inden de under fnisen fra tilskuerne resigneret slap grebet og kurede ned. Tykke Johan kom kun et par meter op, under hånlige kommentarer fra løjtnant Johansson. Erik og to mere klatrede helt op. Han havde en intuitiv fornemmelse af, hvad det hele gik ud på.
Næste øvelse var spring over buk. Bukken blev sat højere og højere op, indtil der kun var Erik og Fyrtårnet tilbage. Fyrtårnet vandt. Kappen og løjtnanten noterede.
Derefter en kort instruktion i tigerspring over plint. Løjtnant Johansson viste teknikken, beskrev springbrættet og forklarede, at man måtte tage mod til sig, hvis det var første gang. Det var ikke så farligt, som det så ud til.
De fleste af drengene bremsede tøvende under tilløbet og blev af løjtnant Johansson skældt ud for at være feje. Erik bed tænderne sammen og anstrengte sig af al kraft uden at tøve, han tvang sig til ikke at tøve, og springbrættets katapult skød ham over plinten med en sådan kraft, at han landede foroverbøjet som en frø på den anden side, meget overrasket over, hvor let det åbenbart var.
Lidt efter skød løjtnant Johansson en plint frem på tværs foran den første plint og skilte de drenge ud, der havde klaret første omgang rigtigt. Endnu en gang blev alle med undtagelse af Erik og Fyrtårnet sorteret fra. Det stod klart, at der var tale om en eller anden slags udvælgelse.
Derfor blev drengene overraskede, da de pludselig blev beordret ud i skolegården for at spille fodbold. Løjtnant Johansson delte hurtigt klassen op i to hold og kastede en bold ud. Under kampen, der kun varede et kvarter, fortsatte den hemmelighedsfulde opnotering. Derefter blev drengene beordret ind og stillet på række midt i gymnastiksalen.
– Se så, drenge, sagde Kappen. Det her er skolens mærke, og det skal I være stolte over.
Han holdt et stykke tøj op, der viste et neg med gule vinger på blå bund.
– Det er ordentlige drenge, der bærer den slags, fortsatte Kappen. Vi inddeler nu klassen i fire grupper. Hver gruppe har en gruppefører, og gruppeføreren bærer skolemærket fæstnet på gymnastikbuksernes venstre lår. Sådan. Hver gruppefører skal have en stedfortræder, en vicegruppefører. Og vicegruppeføreren bærer mærket på den anden side. Sådan. Jeg læser nu navnene op på de fire gruppeførere.
Derefter måtte Erik og Fyrtårnet træde frem og hente deres udmærkelser sammen med endnu to drenge, der havde samlet tilstrækkeligt med point i styrke, hurtighed og selvsikkerhed. Det var som en prisoverrækkelse. Kappen brølede værsgo, og drengene bukkede for deres nye gradsbetegnelser.
Gruppeføreren stillede sin gruppe op i retstilling før hver time. Han kontrollerede, at de meniges påklædning var korrekt, hvid bluse, blå bukser, hvide sko, rene strømper. Gruppeføreren afleverede sin gruppe, havde ansvaret for disciplinen og holdopstillingen ved enhver boldleg, hvor de forskellige grupper spillede mod hinanden. Gruppeføreren kunne i princippet ikke afsættes, eftersom Kappen hævdede, at hans udtagelsesprincipper var absolut retfærdige.
Men når klassen skulle spille fodbold i gården, fraveg man inddelingen i grupper. I stedet valgte de to bedste, som var Erik og Göran. Først trak man så lod om, hvem der skulle vælge først. Den, der vandt, måtte begynde med at vælge en dreng, den næste, der skulle vælge, måtte så til gengæld vælge to drenge med det samme. Når de to hold var fuldtallige, og der stadig sad et par drenge med flakkende blikke tilbage på bænken, tilbød enten Erik eller Göran:
– Arh, du kan få resten af pakket.
Pakket bestod som regel af en tre-fire drenge. De blev så “reserver”, dvs. de kom normalt slet ikke til at være med.
Den fysiske styrke, en prægtig krop med veludviklet muskulatur, mod og vilje til ikke at give op, det var de tilbagevendende indslag i Kappens prædikener, der som regel indledte og afsluttede gymnastiktimerne. Vi svenskere var et stærkt og modigt folk. Vi var gode soldater med aner helt fra vikingerne og Karl den Tolvtes karoliner. Kropskulten var således grundlaget for drengenes sociale system. Dem med de prægtigste og stærkeste kroppe, dem der skød flest mål i håndbold og fodbold eller svingede sig højest over plinter og bukke eller kunne svinge over bommen med strakte ben fra hængende udgangsstilling med omvendt håndfatning, eller dem der turde dykke fra den dybeste ende eller kunne svømme længst under vandet, indtrådte i gruppeførernes overklasse. Resten var pakket.
For dem, der tilhørte pakket, var der i realiteten kun en metode at forsvare sig på. Man måtte gøre som Tykke-Johan, gå med jakkesæt og bruge et højtravende sprog, kunne lide dixieland og læse lektier som en gal og spille rollen som intellektuel, der foragtede grobrianer uden intelligens.
Det var store og vigtige forandringer fra systemet i den pandekagehus-lignende grundskole i den Rige Forstad. Der var det helt andre kriterier, der afgjorde, om man tilhørte den ene eller den anden gruppe. Der havde lærerne også markeret deres velvilje eller modvilje mod eleverne, så godt som udelukkende afhængig af hvilken klang efternavnet havde. Ganske vist havde det også der været af betydning, hvem der var stærkest i klassen eller lavede flest mål i spisefrikvarterets fodboldkamp. Men den slags havde på ingen måde været det afgørende. Der fandtes usynlige bestemmelser, der afgjorde, hvor man hørte til.
Det gjaldt om, at man kom fra en fin familie. Det sås ikke så meget på tøjet, om man kom fra en fin familie, men man kunne høre det på sproget. Den, der altid præsenterede sig med klar og sikker stemme, den, der kunne bede om undskyldning på en indviklet måde, og den, der brugte flere mærkelige ord end andre, kom fra en fin familie og fik de højeste karakterer i skolefagene.
Men her i statsskolen inde i byen viste det hele sig at være anderledes. Mellem de 700 drenge var der alle mulige forskellige halvfine, mindre fine og slet ikke fine familiebaggrunde. Det var ganske vist ikke så svært at afgøre. Nogle havde petroleumslugt hængende i tøjet. Nogle havde malerier på væggene hjemme, krystallysekroner og store lejligheder. Det var fin familie. Ingen malerier og små lejligheder var ikke fin familie. Desuden kunne man høre forskellen på sprogets grammatik, ordvalget og udtalen, længe inden man havde mærket lugten af petroleum eller mødt stuepigen i entreen.
Men på statsskolen blev det banket ind i drengene fra katedrene, fra prædikestolen i aulaen og under Kappens betragtninger, at dette var en smeltedigel for det nye Sverige. Her drejede det sig ikke om herremand eller tjenestekarl som i det gamle Sverige. Her skabte hver dreng sin fremtid i fri konkurrence og på lige vilkår. Den, der læste flittigt statsskolen igennem, ville stige opad. Den, der dumpede, kunne glide ud af konkurrencen og havne blandt de fortabte i grundskolen. Vi var et frit folk, en prægtig germansk race med stolte traditioner. Og vi drenge skulle en dag overtage magten i dette nye demokratiske Sverige. Vi var fremtiden, og derfor krævedes der en hård opdragelse og en sund sjæl i et sundt legeme.
Ude i verden regerede den ubestemte ondskab.
Demokratiets ideal var, at man altid kunne være bedst til noget, og at man kunne klare en over nakken. Men ude i den onde verden, i de lande der var blevet erobret af Rusland, var disse muligheder udraderede. Der var menneskene som maskiner, alle ens.
Sådan buldrede prædikerne under den obligatoriske morgenbøn. Man lagde stor vægt på morgenbønnens ritual. Drengene stillede op i to tavse rækker i en vis fastsat rækkefølge. Den vagthavende lærer gik langs rækkerne og kontrollerede, at alle havde salmebogen i venstre hånd (glemt salmebog førte til anmærkning, tre anmærkninger til lavere ordenskarakter).
Når rektor endelig raslede med sit store nøgleknippe, gik drengene ind i aulaen i den fastsatte orden. Nu var det forbudt at snakke. Blev snakken opdaget, førte det til anmærkning.
Efter salmesangen kom prædikenen. For det meste handlede prædikenen om indviklede religiøse moralspørgsmål. Der kom nemlig kandidater fra præsteseminariet og øvede sig på drengene i at prædike, og eftersom kandidaterne dels var nervøse og dels havde forsøgt at skrive så teologisk skarpsindige prædikener som muligt, var deres taler totalt uden interesse for drengene. Så kunne de enten hellige sig diskret lektielæsning (Erik lavede altid lektier på den måde). Eller de kunne stirre ud i luften og tænke på ingenting eller tage hinanden på pikken eller læse teksterne under aulaens høje friser, hvor de forgyldte latinske versaler forkyndte:
SANDHEDEN SKAL GØRE JER FRI
DET GÆLDER OM AT SÅ ÆDEL SÆD
PÅ VANDRINGEN GENNEM VERDEN
BEVAR FREM FOR ALT DIT HJERTE
THI DERFRA UDGÅR LIVET
Men af og til prædikede rektor selv eller nogle af de retorisk mere drevne religionslærere. I kampen mod ondskaben vandt modet altid (sommetider vandt noget, der hed rent hjerte, i kampen mod ondskaben; rent hjerte var dog mindre hyppigt i moralprædikener end mod). Hellere høre den streng, som brast, end aldrig spænde en bue. Udholdenhed vinder, og flid belønnes, som tilfældet Robinson Crusoe havde bevist. Over for Gud var alle lige, og Gud sørgede derfor for alle mulige konkurrenceelementer. De to hovedgrene for konkurrencen var ganske vist idræt og skolefagene, der igen var opdelt i undergrupper som for eksempel stangspring og evnen til at udskille sætningsdelene i sætningen “Aviserne kaldte ham en bedrager” (hvilket led er bedrager?). Men de fleste mennesker havde et, måske skjult, speciale; et indre kald eller en fremtidig skæbne, f.eks. ved en modig handling at redde sin hjemby, som den lille hollandske dreng, der ved at stikke fingeren ind i det dryppende hul i dæmningen reddede hele sin by fra at blive oversvømmet af Atlanterhavet. Til trods for at han ikke så ud af meget i verdens øjne.
Som følge heraf var konkurrencen bestandig i gang. Eftersom Erik løb hurtigst, lavede flest mål, tålte flest bank, slog hårdest og desuden var den bedste i flere fag, tilhørte han den øverste elite, der bestod af fem drenge. I denne gruppe var konkurrencen hård, og der var det ikke nok at være den bedste til idræt og matematik. Og eftersom han nu kom fra den Rige Forstad, den noget landlige idyl i sammenligning med Vasastan, så burde hans svagheder egentlig have diskvalificeret ham fra ethvert lederskab. Hans svagheder var, at han ikke havde set de film, der var forbudt for børn, han kunne ikke inhalere, han havde ikke kneppet, han manglede et fuldgyldigt forråd af bandeord, han vidste ikke noget om isbarer, hvor jukeboksen altid spillede Elvis og Little Richard, han havde ikke engang været til Nalens søndagsmatineer med svenske rockorkestre, han bar kikset tøj og desuden skolekasket, som faren havde påtvunget ham, og han snakkede fisefornemt.
Disse handicaps burde egentlig have ført ham langt væk fra medaljestriden. Men han havde egenskaber, der kompenserede for det hele, til og med den åndssvage skolekasket. Han slog for fuld kraft allerede fra første slag, og han kunne tåle utrolig mange bank. Begge egenskaber var lige socialt betydningsfulde.
Det der med at kunne tåle bank havde vist sig allerede en af de første dage, da tegnelæreren lirede sin sædvanlige introduktion af for en ny klasse. Tegnelæreren var en professor med bijob, og hans interesse for drengene bestod hovedsagelig i, at de skulle sidde stille og tegne opstillede genstande, mens han læste avis eller ordnede sit professorarbejde. Hans system byggede på Julius.
– Dette er Julius, sagde professoren og slog med pegepinden i luften et par gange for at lade den hvinende luftstrøm understrege budskabet.
– Julius er min bedste ven her på skolen. Den, der laver ballade, kan vælge mellem Julius og en anmærkning. Forstået! Delinkventen må komme herop og bukke sig ned og så ...
Han lod pegepinden hvine gennem luften.
– Forstået? Eller er der brug for yderligere demonstration? En frivillig, måske? Professoren stirrede nu stift på klassen og så vred ud.
Erik vurderede sagkyndigt pegepinden som et forholdsvis ubetydeligt pinselsredskab. Især hvis det kun gjaldt nogle få rap. Det gav sig selv:
– Ja, hr. professor! råbte han og stod ret.
– Frivilligt?
Professoren stirrede mistroisk på den arrogant smilende dreng.
– Ja, hr. professor, gerne! Det der ser jo ikke så slemt ud.
Klassen holdt vejret efter udfordringen. Professoren havde ikke noget valg. Han stillede Erik med front mod tavlen og instruerede klassen. Drengen skulle altså stå foroverbøjet med hænderne mod tavlens nederste kant og bagdelen skudt frem. Og så ... lod han pegepinden hvine gennem luften, men stoppede, lige inden den ramte.
Erik rørte sig ikke, men blev stående i den anviste stilling. Så slog professoren med fortvivlelsens kraft.
Men Erik, der allerede holdt vejret og koncentrerede sig om billedet af farens ansigt, fór ikke engang sammen.
– Hvordan føltes Julius? råbte professoren.
– Har De allerede slået, hr. professor? spurgte Erik og holdt endnu engang vejret for at koncentrere sig om det let forudseelige resultat af klassens fnisen.
Professoren tabte så besindelsen og slog en fem-seks slag med fuld kraft, inden han kom til sig selv igen. Så standsede han hånden med Julius udstrakt som et sværd. Håret hang ned over hans ansigt, og han var rød af anstrengelsen og den psykologiske overrumpling.
Erik blev stående med hænderne mod tavlens kridtrende og prøvede stadig at lade, som om han ikke havde mærket noget.
– Gå hen på din plads! Uforskammede lømmel! råbte professoren. Forresten ...
Han tav midt i sætningen, fordi Erik, mens han gik ned langs rækkerne, grinede ad ham.
Professoren kunne jo ikke vide noget om faren. Klassekammeraterne vidste heller ingenting endnu, og for dem var hovedsagen moralen fra prædikenerne om morgenen eller fra historietimerne: “I Sparta fandtes der en krigeræt som ved sin evne til at udholde fysisk smerte kom til at indtage en dominerende stilling i græsk politik i lang tid.”
Nu havde de set det i virkeligheden, men de forstod ingenting, fordi de ikke vidste noget om faren.
Og netop om aftenen efter hans lette sejr over professorens ubetydelige pegepind, viste faren sig i sit farlige humør. Det gjaldt om at liste på tå, så middagskløene ikke skulle udarte. Erik dækkede bord, han tog af bordet og passede nøje på enhver bevægelse ved bordet. Man kunne se på trækningerne i farens ansigt, at det var en af de dage, hvor han kunne hidse sig op til vanvid ved kløene. Det næste tegn var, at faren stak ham næseslaget uden grund (dvs. bagefter fandt han på et eller andet).
Erik så trækningen under hans øje og så slaget komme og stålsatte sig for ikke at parere det mindste, men lade faren træffe ham på næsen i stedet for på kindbenet. Faren lyste lidt op, da han ramte lige under næseborene med et nydeligt opadgående snert. Sådan et slag gav en speciel lyd. Formodentlig var det en dejligere fornemmelse at ramme sådan end at ramme på kindbenet.
Faren gik lempeligt frem og bestemte ved slutningen af kødretten, at det blev 20 slag med børsten. Eftersom han var begyndt så lavt som 20 slag, havde han til hensigt at fordoble antallet inden for ti minutter. Ellers havde han sagt 25 eller 30 slag med det samme. Men 25 og 30 var for meget at fordoble, hvis der ikke var nogen særlig grund til det. Det var derfor, han startede blidt, når han ville have antallet godt opad.
Moren havde lavet chokoladebudding til dessert. Det var et nyt pulver, der var kommet fra Amerika. Man blandede det bare med mælk og lod det stivne, så blev det til chokoladebudding, der næsten smagte som den rigtige.
Erik indså faren.
Lillebroren var seks år og fik aldrig klø.
Da de begyndte at spise chokoladebuddingen, som moren havde serveret for dem, prøvede lillebroren selvfølgelig med et snuptag at tage en skefuld fra Eriks tallerken. Erik handlede refleksmæssigt og indså for sent, at det var en fejltagelse. Da han greb om lillebrorens hånd, sprøjtede en klat chokoladebudding fra skeen og ned på den hvide dug.
Faren fordoblede til 40 slag.
40 slag med klædebørsten lå lige over grænsen for det udholdelige. Han ville til sidst komme til at græde af slagene. Måske var det en af de dage, hvor faren blev ophidset af hans gråd og glemte at tælle. Man måtte heller ikke sprælle for meget. For meget sprælleri kunne føre til ekstraslag, og den onde cirkel kunne så føre til en fortvivlet, ubehersket gråd, som ophidsede faren, så han slog ud over den bestemte grænse, så Erik, som hele tiden talte slagene, begyndte at sprælle for meget af fortvivlelse – eller måske var det selvopholdelsesdrift – så blev faren vild af glæde og slog, så al tælleri blev meningsløst, og han fik klø, til huden revnede, og blodet stænkede ud over værelset fra klædebørstens flade side, indtil morens gråd uden for soveværelsesdøren langsomt halede faren tilbage til bevidsthed.
Chokoladebuddingen svulmede op i munden. Han havde aldrig før klaret 40 slag.
Der var to forskellige måder at prøve det på. Den ene metode bestod i ikke at spænde kroppen. Han havde læst et sted, at det skulle være godt, men erfaringen viste, at det var svært at gennemføre. Den anden metode gik ud på at spænde musklerne i ryg og ende så meget som muligt, for at slagene blev optaget af så ringe legemsflade som muligt. Den metode kunne man desuden kombinere med den endnu vigtigere indre modstandskamp. Det vigtigste var nemlig at lukke øjnene og lukke af bag øjnene. Man måtte tænke sig bort, koncentrere sig om et billede af en lille glødende ild et sted langt bag de lukkede øjne; det var ved at hade faren, at man kunne ophede det billede af den blå ild til en lille, funklende sten. Det krævede koncentration nogen tid i forvejen. For at klare hele 40 slag måtte man tænke på hadet til faren i lang tid. Han virkede fraværende, da han tog af bordet. Var nær ved at tabe en tallerken på gulvet, hvilket ville have ført til en katastrofe. Han mærkede et koldt gys i det halve sekund, det tog at glide ned og gribe tallerkenen igen, ti centimeter over gulvet. Så måtte han straks tilbage til sin koncentration.
På vej ind i soveværelset trak han vejret i dybe drag. Han havde allerede lukket af bag sine åbne øjne. Han hørte næppe farens ordre om at knappe bukserne ned og bøje sig frem. Så lukkede han verden ude og trak vejret dybt. Og så var der kun den blå hadild allerlængst inde i mørket.
Da han opdagede, at han var på vej ud i lyset, eller følte det som om han var på vej op til overfladen efter en dyb dykken, så var han allerede ude af soveværelset. Han måtte have trykket farens hånd og blevet gode venner igen uden selv at vide det. Så kom glæden og triumfen. Han havde klaret 40 slag! Han frøs let.
Om aftenen lå han under tæppet i børneværelset og læste i en forbudt bog. Det var eventyrene i Brødrene Grimms samling. De blev anset for upassende og skræmmende for børn, og for flere år siden var han blevet taget på fersk gerning i at læse bogen (cirka 30 slag) og havde fået alle forklaringerne om, hvordan rædslen kunne gå ind i mennesket som barn og blive der hele livet.
Eksemplaret her havde han lånt på skolebiblioteket sammen med Grimbergs svenske historie, og nu læste han det forbudte under tæppet med det ene øre som periskop mod omverdenen; hurtige trin og lynhurtig slukning af lommelygten og ind med bogen under madrassen (ikke puden!).
Men i mørket lå lillebroren stadig vågen.
– Jeg vil have din lommelygte, sagde lillebroren.
Erik svarede ikke.
– Hvis jeg ikke får lommelygten, så skriger jeg, og så siger jeg til far, at du slog mig, sagde lillebroren.
Erik tænkte hurtigt over situationen.
Gav han efter, ville han dels miste lommelygten og dels komme ud for den samme afpresning flere gange.
Hvis han ikke gav efter, ville lillebroren uden tvivl iværksætte sin trussel, og så ville faren komme og rive døren op, og derefter hjalp det ikke med nogen som helst forklaring. Men derefter ville lillebroren kunne true med straks at gentage proceduren, og så ville faren blive rasende, når lillebroren hulkende forklarede, at Erik slog mig igen.
– Jeg tæller til tre, sagde lillebroren.
Lillebroren ville kunne tage alt fra ham, hvis han gav sig.
– En, sagde lillebroren.
Men netop i dag var faren i et sådant humør, at der ville kunne ske noget uhyggeligt under de klø, der ville komme.
– To, sagde lillebroren.
At prøve at bestikke lillebroren med en krone eller to ville ikke forandre sagen. Så ville han bare blive plukket lidt efter lidt.
– Tre. Nu skriger jeg, sagde lillebroren.
– Vent, sagde Erik, skrig ikke. For hvis du gør det, ved du så, hvad jeg gør?
– Det tør du ikke, for far slår dig, sagde lillebroren.
– Det er jeg ligeglad med. Hvis du skriger og siger det der, så lover jeg dig, at jeg giver dig en ordentlig omgang bank, når far er færdig med at slå mig. Forstår du det? Jeg slår dig lige med det samme. Og i morgen slår jeg dig, når jeg kommer hjem fra skole, for så er far på arbejde. Jeg lover dig det, forstår du det?
– Nu skriger jeg, sagde lillebroren.
– Jeg lover på æresord at banke dig lige bagefter, hulkede han.
Så skreg lillebroren. Faren kom ind med klædebørsten i hånden og tændte lyset.
– Erik slog mig, sagde lillebroren tonløst.
Da faren var færdig med at slå og havde tordnet løs om det feje i at slå en, der var mindre, lå han en tid med ansigtet i puden og græd færdig. Så tændte han lyset og gik hen til lillebrorens seng og rev tæppet af ham.
– Jeg lovede det jo på æresord, sagde han.
– Så slår far dig igen.
– Det ved jeg, men jeg lovede at slå dig, din lille fedterøv. Han indså, at han ikke ville nå ret langt. Det gjaldt om at snakke lidt om tævene først, nøjagtig til lillebroren var lige ved at skrige på faren. Så ville han kunne nå et par slag, inden faren kom styrtende ind. Men hvor skulle han anbringe slagene? Han kunne slå et par tænder ud, det ville han kunne nå. Men for det første var det ikke et spørgsmål om at skade lillebroren så meget som muligt, det var blot et spørgsmål om at sørge for, at lillebroren ikke gentog afpresningsforsøget. For det andet ville faren blive vild og blodig under alle omstændigheder. Det ville være dumt, hvis lillebroren blødte, når faren kom styrtende ind.
Han gav hurtigt lillebroren to lussinger og en knytnæve i maven, så han tabte vejret længe nok til, at han kunne slukke lyset og krybe ned i sin egen seng, inden skrålet kom. Det var en dobbelt fordel at ligge under tæppet, når faren kom styrtende ind. Dels så det ikke ud, som om det havde været noget alvorligt slagsmål, og dels slog faren måske bare lige over tæppet uden at sigte. Sommetider om aftenen, når faren var fuld, var han ikke så nøje med, hvor slagene ramte.
Men hans forhåbninger var helt forkerte. Det kunne man høre allerede på farens trin. Faren kom ikke farende, han kom langsomt gående og satte hælene i gulvet, så skridtene lød tunge. Da frøs Erik af rædsel. Han anede, hvad der ville kunne ske.
Da faren stod i døren og drejede på kontakten, var han stiv i ansigtet, og hans mund var presset sammen på den der specielle måde. I højre hånd dinglede hundepisken.
Hundepisken var af flettet læder, tyk ved håndtaget og tynd i spidsen, hvor den sluttede med en lille metalclips, der kunne sættes i et hundehalsbånd. Det var den der metalclips, der rev huden op.
Faren bar ømt og forsigtigt lillebroren ud. Så lukkede han døren og låste den, tog nøglen og stak den i brystlommen.
– Nej, kære far, det var ikke meningen ... det er ikke, som du tror ... hulkede han, da faren demonstrativt langsomt nærmede sig sengen. Han vidste, at det ikke nyttede det mindste at bønfalde. Fortvivlet begyndte han at famle efter den blå ild inde midt i sin hvirvlende bevidsthed, men det var for sent. I det mindste ikke ansigtet, det varer flere uger, inden det læges, ikke ansigtet, i skolen ...
– Kære far, pas på ansigtet, græd han, samtidig med at han vendte sig om i sengen og trykkede hænderne mod kinderne og borede ansigtet ned i puden.
Det første slag traf ham lige over lænden. Han nåede at tænke, at faren havde ramt præcist og altså var forfærdelig ædru. Det andet slag ramte næsten på samme sted, og da han forstod, at pisken ville komme til at vandre opad centimeter for centimeter, forsvandt den blafrende blå lue, og han skreg.
Han tænkte ikke længere, han skreg for hvert slag. Det var, som om hvert slag blev til et elektrisk stød gennem hovedet fra den ene tinding til den anden. Efter at faren havde slået færdigt på lænden, begyndte han at sigte mod venstre arm. Erik var begyndt at vride sig under slagene, der ikke længere ramte med den beregnede præcision. Han prøvede at beskytte sig med hænderne, men så sigtede faren mod ansigtet, og når han så skjulte ansigtet med hænderne, slog faren mod kroppen.
Gråden var rød og fornedrende. Det var præcis det modsatte af den blå ild. Gråden var flammende vild og overtog bevidstheden og forstærkede smerten så meget, at bevidstheden et eller andet sted standsede; det var det underbevidstes ukontrollerede forsøg på lindring. Men han græd også, fordi han græd; fordi han ikke kunne modstå den satans forbandede gamle djævel med den blodige, hvinende hundepisk.
På en eller anden måde holdt det op. Inde midt i smerten var det, som om det aldrig ville kunne holde op, som om der aldrig ville kunne findes lindring, sådan som man forestiller sig helvede. Men det holdt alligevel på en eller anden måde op.
Først mærkede han stilheden. For da hans lunger rystede i en sidste krampe af hulken, så han pludselig kunne trække vejret roligt igen, var der stille. Henover lænden, armene og bagsiden af lårene glødede det. Han vidste, at han under alle omstændigheder var stribet. Pisken ramte altid hårdt nok til, at der blev en rød stribe for hvert slag. Huden hævede sig over en rød blodstribe. Hvis der ikke gik hul, gik blodet tilbage ind i kroppen og efterlod en blågrøn stribe, som ville blive siddende i flere uger.
Inde i tavsheden følte han med hånden over ryggen og enden. Han blev våd og klæbrig. Det var blod fra de steder, hvor metalclipsen havde revet huden op. Der ville komme sår med aflange, væskende sårskorper, der var store og ru og dunkende og let sprang op, når man gjorde en hastig bevægelse.
Som han bagefter huskede det, om end usikkert, så kom moren ind med en skål med lunkent vand og en linnedklud. Hun sagde ikke noget, eller han huskede ikke, at hun havde sagt noget. Muligvis græd hun, muligvis mærkede han salt fra hendes tårer i et af de åbne sår. Men det kunne være en drøm, der kom af den begyndende feber. Det føltes som smuk klavermusik langt borte.
Han var fjorten år og sloges stadig sjældnere. Det skyldtes to ting. Dels var han leder af banden og kunne derfor ikke slås om småting. For hvis nogen i parallelklassen ikke ville betale sin gæld til banden, så var der kun brug for lidt tæv, ikke meget tæv. Og så var det bedre, at han sendte Göran eller Fyrtårnet eller en af de andre i banden. Hvis han selv skulle slås, måtte det være vigtigt. Hvis nogen ikke havde betalt efter den anden advarsel, for eksempel. Så måtte han selv gå over skolegården, med banden et par skridt bagefter, indtil den, der ikke havde betalt, for sent opdagede, hvad der var ved at ske, og forsøgte at løbe sin vej, hvilket altid var umuligt. Banden ventede nemlig altid på det rette tidspunkt, hvor man kunne afskære skolegården i en diagonal, så vejen mod begge udgange spærredes samtidig. Så var det blot kattens leg med musen, indtil den skyldige blev indfanget nede i hjørnet mod to høje husmure uden mulighed for at slippe væk.
Han følte ikke længere nogen glæde eller triumf i den slags tilfælde. Han syntes mest, det var synd for dem, der skulle have tæv. Og det var den anden grund, som han ikke fortalte banden, til at han sloges mindre og mindre.
Men det var jo ikke svært at indse, at hvis én slap for at betale, så ville andre forsøge det samme, og hvis mange på en gang forsøgte at slippe, ville systemet falde sammen som et korthus, og så ville banden ikke kunne spise sukkerbrød og gå på grillbar i spisefrikvartererne i stedet for at spise skolemaden. Pengene var nødvendige for sammenholdet.
Derfor slog han ikke for at skade i den slags tilfælde. Hellere lussinger end næseblod, muligvis et blåt øje. Et blåt øje var ganske effektivt. Det var let at slå et venstre- eller højrehook mod enten det sted, hvor øjenbrynet hører op, eller mod den knoglekant, hvor øjenhulen begynder. En sådan mærkning var kun ét slag, og det blå øje var beregnet til at skræmme de andre.
Men den, der nægtede, måtte også selv skræmmes. Selv om der ikke var brug for særlig meget vold til det. Lussinger var egentlig fuldtud tilstrækkelige, eftersom det var nedværdigende for dem, der måtte tage imod lussingerne uden at turde slå igen, samtidig med at ham, der fik lussingerne, hele tiden måtte være bange for, at det pludselig gik over til rigtige tæv. Enhver, der ligger på knæ og græder og får lussinger i ansigtet og lover at betale, har rædslen som et stort hul i sit indre. Ikke smerte, men rædsel.
Det var altid rædslen, der var det afgørende, og det vidste Erik udmærket. Det var, som om de allerfleste mennesker af en eller anden underlig grund manglede forsvar netop på dette punkt. De kunne være store og stærke og have alle forudsætninger for at forsvare sig, men rædslen lammede dem.
En af drengene et par klasser over dem havde gået til boksetræning i bokseklubben Ørnen et par år. Han ansås for at være lovende, sagde man, og på statsskolen kaldte man ham Bokseren. Han var vist kommet i finalen i Stockholms juniormesterskab.
Eftersom bokseren skyldte banden flere penge, end han havde eller havde lyst til at betale, var det hele uundgåeligt. Og hans klassekammerater havde naturligvis tirret ham med, om han kunne klare Fyrtårnet eller Erik. Det hele foregik en tid, næsten som de evige diskussioner om hvem der ville vinde i en kamp mellem verdens bedste bokser og verdens bedste bryder. Og så spredte rygtet sig, at Bokseren havde tænkt sig ikke at betale. Altså skulle han have tæv.
Banden sad på grillbaren og vurderede forskellige muligheder. Det simpleste var jo at være flere om ham på en gang.
Erik forkastede forslaget. Det ville bare føre til fortsat snak i skolegården. Der ville blive en evig snakken om, at det var fejt at være flere mod en, og at Bokseren under alle omstændigheder var den stærkeste, eftersom banden var nødt til at være flere ad gangen.
Hvordan tæver man en bokser? En ting er i hvert fald klar. Det, der er bokserens styrke, er hans teknik med næverne. Han kan både gardere sig og slå igen, og han kan slå serier for at følge et godt slag op. Men hans teknik er også hans svaghed, eftersom han er optrænet til kun at slå med hænderne. Man kan sparke ham omkuld. Eller man kan gå ind på livet af ham og få ham ned på jorden.
– Okay, sagde Erik, mens han sprøjtede små klatter ketchup over de fedtede pommes frites, du må klare ham, Fyrtårn. Passer perfekt til dig, ind på livet af ham og ned på jorden med ham og så bare det sædvanlige. Ingen problemer.
– Næh, men hvorfor lige mig, tøvede Fyrtårnet, jeg synes, det er bedre, hvis vi er et par stykker, der ordner ham rigtigt, men banker ham lidt mere end sædvanligt. Så bliver der ikke mere snak om den ting.
Erik sukkede og tyggede en tid på grillpølsen, mens de andre sad tavse og ventede. Fyrtårnet var bange, denne underlige rædsel følte Fyrtårnet tilmed for en modstander, han med lethed kunne slå. Men hvis Fyrtårnet nu var bange, så afgjorde det sagen, hvad enten de andre forstod, at han var bange eller ej. Man kunne godt tvinge ham, men den, der er bange, taber altid, og hvis Fyrtårnet fik bank, så ville alting blive værre bagefter.
– Okay, sagde Erik, så må jeg selv tage fyren. Men I skal være med og se på, hele bundtet.
– Hvis det nu går lidt skidt for dig, skal vi så ...?
– Det går ikke skidt for mig. Jeg vinder altid, kom nu, så tager vi ham, inden spisefrikvarteret er forbi.
På vej tilbage til skolegården gennemgik han sin plan. Det hele byggede på at vække den rædsel, der måtte være et eller andet sted hos Bokseren. Hvis ikke Bokseren også havde haft den rædsel, så var han kommet farende over skolegården for længe siden, så meget som de havde snakket om det i hans klasse.
Men man kunne ikke mishandle Bokseren med hvilke som helst ufine kneb. Han blev nødt til at slå Bokseren med knytnæve på en måde, der i det mindste mindede om boksning. Alt andet ville bare føre til snak. Og det måtte gå hurtigt.
Bokseren var større end ham selv, havde større rækkevidde og var desuden bokser, så der kunne ikke blive tale om noget langvarigt slagsmål i boksestil. Det ville føre til, at han efter nogen tid ville komme til at se herrens ud i ansigtet, og selv om Bokseren ikke ville kunne slå ham ned, så ville det i hvert fald blive regnet for et nederlag. Bokserens overlegenhed i vægt gjorde det mere end tvivlsomt, om man virkelig skulle søge ind på kroppen af ham for at få ham ned på jorden (det som kun Fyrtårnet med lethed ville have kunnet klare).
Derfor gjaldt det om først at skræmme ham og derefter slå ham i ansigtet. Det duede ikke at slå ham i øjet, sådan et slag ville han hurtigt ryste af sig. Det måtte blive næseblod. Men for at kunne brække næsen på en fyr, der var vant til at gardere ansigtet, måtte der megen rædsel til for at fjerne den indlærte refleks med at gardere sig. Man kan ikke bokse med en bokser, men man kan skræmme ham, så han næsten skider i bukserne, og så brække næsen på ham.
Banden gik hen og stillede sig i et hjørne af skolegården. Bokseren stod ganske rigtigt derhenne. Erik sagde til Gösta, der var den mindste i banden, at han skulle hente Bokseren. Og dermed spredtes rygtet som lynild over skolegården, at nu var tiden kommet, og det hele kunne afgøres allerede ved, at Bokseren nægtede at gå ned til banden af rædsel for, at de ville springe på ham alle sammen på en gang. Men hvis han viste sig fej, havde han allerede tabt, og det var ikke særlig sandsynligt, at han ville give sig så let. Det var på den anden side ingen skam at få bank af flere på en gang, men på den anden side var det en skam at være fej.
En flok fra Bokserens klasse fulgte med ham, ikke for at hjælpe ham, men for at se på. Det passede fint. Bokseren kom gående med hænderne halvt løftede, og banden veg til side, så de dannede en halvcirkel med Erik længst inde i bunden. De havde gennemgået opstillingen på vej fra grillbaren.
Bokseren standsede lidt tøvende inde midt i halvcirklen. Han kiggede vagtsomt til siden, og Erik iagttog ham nøje. En tid var der ingen, der sagde noget. Kredsen af tilskuere voksede (skråleriet var ikke begyndt endnu).
– Hej, sagde Erik meget langsomt, du skylder os penge, og jeg syntes, du skulle have en chance for at betale gælden nu. Så får vi det ud af verden uden at gøre dig fortræd.
– Næh, sagde Bokseren sammenbidt og løftede hænderne endnu et par centimeter.
– Hva’, sagde Erik med forstilt forundring, som han lod gå over i en truende tone, men hvis du ikke betaler, så er vi nødt til at tæve dig, det ved du vel.
Det var selve maddingen, her skulle Bokseren bide på, og så gav resten sig af sig selv et godt stykke:
– Feje hunde, flere mod en, hva’? Feje som tøser, hva’? Tør I ikke stille op en og en, hva’, for så skal jeg ordne jer alle sammen.
– Du skal ikke være bange, sagde Erik og lavede en kunstpause, det er meget værre end det. Jeg vil nemlig selv give dig en afklapsning.
Bokseren så sig mistroisk omkring, og Erik fortsatte hurtigt, inden modstanderen nåede at tage noget initiativ:
– Hvis det bare havde drejet sig om en smule bank, så havde jeg bedt Fyrtårnet om at ordne dig. Men nu ligger det sådan, at enten betaler du, du får en sidste chance nu, men ikke flere, eller også så giver jeg dig en omgang, som du aldrig vil glemme. Der gik et sus gennem drengeflokken. De forstod ikke, hvordan man kunne true Bokseren, Bokseren af alle, på den måde. De forstod nemlig ingenting. Skråleriet begyndte så småt at komme i gang. Nu var Bokseren nødt til at sige noget.
– Arh, sagde han, og Erik mærkede til sin tilfredsstillelse, at der allerede var usikkerhed i hans stemme, arh, dig klarer jeg let med en højre-venstre, kom bare an.
Og så hævede Bokseren hænderne til dækstilling og tog et par lette dansetrin. Det var nu, man måtte sætte stødet ind lige mod hans selvtillid. Erik stod med hænderne i bukselommerne uden at tage sig af Bokserens skiftende parader, der nu var inden for rækkevidde af Eriks ansigt. Han vidste, at Bokseren ikke ville slå, så længe han stod med hænderne i bukselommerne.
– Jeg kan slå dig sønder og sammen, hvis jeg har lyst, sagde Erik. Men jeg bryder mig ikke om at tæve folk, der ikke har en chance. Så derfor syntes jeg, at du skulle have en chance. Men først en allersidste advarsel: Du nægter at betale?
– Ja, for fanden, sagde Bokseren bag sin gardering og snuste til sine knytnæver, som om han havde boksehandsker på. Snakke kan du, men prøv at ramme mig, hvis du kan!
Og så begyndte han at bevæge sig frem og tilbage og sidelæns foran Erik, som iagttog ham med et smil og rystede på hovedet. Erik havde stadig hænderne i lommerne og trak tavsheden ud så længe som muligt for at holde Bokseren på grænsen mellem smil og beslutningen om at gå til angreb. Bokseren sprang frem og tilbage med vilde snusninger til sine tænkte handsker.
– Du får to frislag, sagde Erik.
Bokseren standsede op midt i en sidestepning og sænkede hænderne i forbavselse. Erik sørgede hurtigt for overraskelseseffekten:
– Ja, sagde han, du får to frislag. Du må slå to gange, så har du i det mindste en lille chance. Men sig ikke, at jeg ikke har advaret dig. Og du, når du har fået din chance og slået dine frislag, så tænk på, at din pik er ret følsom, ikke. Bokseren stod nu helt stille foran ham og stirrede på ham med åben mund. Nu så Erik, at hans rædsel var godt på vej.
Langsomt tog Erik hænderne op af bukselommerne og knyttede næverne. Så pressede han næverne hårdt sammen foran sig i brysthøjde og skød venstre fod frem og flyttede højre fod lidt tilbage i en stilling, han lod, som om han prøvede før et tydeligt spark. Nu nærmede afgørelsen sig. Han vidste, at det blot gjaldt om at tænke på faren. Og eftersom han holdt hænderne presset mod hinanden foran sig i brysthøjde, så det ganske rigtigt ud, som om han ikke dækkede sig. Men han hindrede Bokseren i to af de tre slag, der ville kunne være ødelæggende: et lige slag mod solar plexus kunne Bokseren ikke slå nu, heller ikke en uppercut mod hagen; en lige højre mod næsen ville han ikke turde på et frislag. Nu havde han næsten Bokseren.
– Arh, kom nu for fanden, sagde Bokseren tøvende.
– Niks. Men som jeg sagde: Du har to frislag. For du er vel ikke bange for at du skal få for mange bank bagefter?
Drengeflokken bag Bokseren skrålede og krævede, at han skulle se at smække til alt, hvad han kunne, nu han havde chancen. Men Bokseren tøvede. Erik begyndte at koncentrere sig og så allerede tydeligt billedet af faren i blåt. Så hørte han sig selv gentage udfordringen om de to frislag, fejheden og så videre, og Bokseren blev trukket stadig længere baglæns ud på isen. Bokseren var nødt til at slå. Men samtidig var han bange. Han prøvede at slå, men tøvede.
Erik var der straks:
– Tag chancen, det er den eneste, du får. Vis i det mindste, at du ikke er fej.
Da Bokseren slog det slag, han var nødt til at slå, et sving mod kæben, var der stadig så megen tvivl og usikkerhed i hans bevægelse, at Erik kunne tage mod slaget uden at fortrække en mine. Bokseren stirrede forbavset på ham.
– Dét var et frislag, sagde Erik. Nu har du kun et tilbage, og så vanker der, og husk, hvad jeg sagde om den lille pik. Bokseren tøvede og så sig om. Han var blevet blank på panden, og bag ham krævede den blodtørstige drengeflok flere tæv til hvem som helst, bare der kom flere tæv. De ville se både et frislag til, og hvad der senere ville ske med Bokseren.
Bokseren havde allerede fortvivlelse i blikket, da han trak vejret og slog til med et sving mod den anden kæbehalvdel. Det sang i hovedet på Erik, og det blå billede flimrede i et øjebliks uskarphed. Nu gjaldt det om at sørge for, at fortsættelsen gik så hurtigt, at Bokseren ikke nåede at begynde at bokse.
Bokseren stod med paraden halvt oppe, vantro og bange fordi hans slag tilsyneladende ikke havde haft nogen virkning.
Erik smilede til ham gennem den lettende tåge, skiftede forsigtigt stilling og rykkede så hurtigt med højre ben, som sigtede han med et voldsomt spark mod Bokserens underliv, så Bokseren gjorde det eneste rimelige ved instinktivt at sænke begge hænder og bøje sig fremover for at optage sparket på underarmene, og da han var midt i den bevægelse, ramte Eriks knytnæve rent og perfekt lige på næseroden.
Erik følte, hvor det knaste mellem langfingerens og ringfingerens knoer. Det var et vidunderligt slag, og blodet ligefrem sprøjtede ud i ansigtet på Bokseren, som på indlært facon bøjede hovedet opad (den, der ikke har trænet i boksning, bøjer sig automatisk fremover i den situation), og stadig med chok i øjeæblerne løftede han paraden for at beskytte ansigtet mod flere slag.
Så sparkede Erik i en vid bue fra siden og ramte uden besvær Bokserens knæled bagud og opad netop på det ben, han støttede på. Bokseren faldt pladask om på jorden. Sagen var afgjort.
Erik bøjede sig over ham og sagde den replik, han havde finpudset det sidste stykke vej fra grillbaren.
– Du slipper for flere tæv, fordi jeg synes, det er synd for dig. Sørg bare for at betale i morgen, så behøver du ikke længere være bange.
Og så gik de – inden Bokseren begyndte at bokse. –Hvordan fanden kunne du klare de der to på kassen? spurgte Fyrtårnet.
– Hård træning, svarede Erik, og banden lo, fordi de ikke vidste, at det i det mindste var den halve sandhed.
Da han kom hjem den dag, så han, at faren havde anskaffet sig et nyt instrument. Det hang fuldt synligt i entréen, så man ikke kunne undgå at lægge mærke til det, hvilket formodentlig også var meningen. Han stillede forsigtigt skoletasken fra sig, tog instrumentet og vejede det sagkyndigt i hånden. Det var et skohorn, et langt forkromet skohorn med læderhåndtag. Den nederste del var ret smal, fordi det var en damemodel. Det var let bøjet og omtrent en halv meter langt. Han slog nogle prøvende, hvinende slag i luften og konstaterede, at tyngdepunktet lå ret langt ude i instrumentet. Hvis faren kom for tæt på, når han slog, ville en stor del af kraften gå tabt. Men det indså faren naturligvis lige så let, det var jo ham, der havde fundet instrumentet, og han måtte også have stået der i en forretning et eller andet sted og vejet det i hånden og, mens ingen så det, have slået et par prøveslag i luften. Under alle omstændigheder var det værre end klædebørsten, fordi det havde mindre overflade at ramme med. Men mildere end birkeris, for ikke at tale om hundepisken.
Han hængte skohornet tilbage og gik ind på sit værelse og læste en tegneserie lagt inden i et bind af Brehms: Dyrenes liv. Udgangsmeldingen ville formodentlig være 25 slag ved indvielsen, men hvad så senere?
Og senere ved middagen foreslog faren ganske rigtigt 25 slag til middagsklø under henvisning til, at han var for langhåret (og næste dag, når han gik hen og blev klippet, ville det antagelig blive 25 slag, fordi han var blevet “klippet for lidt”). Men det var en ret enkel middag uden specielt komplicerede omgange i bordskik, og lillebroren var ikke i humør til at lave ballade, så Erik havde intet besvær med at manøvrere sig igennem uden fejl. Faren stak ham et næseslag, fordi han så så næsvis ud, det var det hele. Han tog slaget på næsen, og faren lyste lidt op over sin fremgang med “hurtigheden”, som kom sig af, at han som ung, efter hvad han påstod, havde været et strålende fægtetalent.
Nede på gaden hvinede en sporvogn forbi. Til at begynde med havde det været svært at vænne sig til lyden fra sporvognene. Ude på landet i den Rige Forstad havde der altid været stille om aftenen, når han og lillebroren gik i seng. Man vågnede kun de gange, faren kom hjem i taxa og var fuld og gal over et eller andet, så han piskede Romulus og Remus, til de hylede.
Nu var de døde begge to. Romulus og Remus var to næsten helt sorte og usædvanlig store dobermann. Faren havde pisket dem, så de til sidst blev vanvittige. Det var i hvert fald, hvad dyrlægen forklarede, da de flyttede ind til byen, og det viste sig umuligt at have de hylende hunde i lejligheden. Romulus og Remus blev sendt til aflivning. Så vidt Erik kunne huske, var det den eneste gang, han havde grædt uden at have fået klø. Han havde elsket de hunde.
Ude i den Rige Forstad