Jeg går der og hidser mig op, og da jeg møder den femte motionist med pandelygte, eksploderer jeg. Jeg skubber ham om i sneen og river pandelygten med de tilhørende absurd tunge batterier af ham. Han har strøm nok til at kunne gå til Nordkap i projektørlys. Hvad er dette her for noget? råber jeg. Hvad er det for et samfund, vi lever i, når en stakkels mand ikke engang kan gå en aftentur i sine egne tanker uden at blive forstyrret af mennesker, der farer gennem skoven med pandelygter? Jeg selv kan se både løjpen og træerne helt tydeligt. Du må da kunne indse, at dette her er helt galt, siger jeg. Motionisten nikker forknyt. Så kan du sikkert også indse, at jeg nu bliver nødt til at konfiskere lygten her, siger jeg. Han nikker igen. Godt, siger jeg. Og jeg vil ikke se dig herude med lygte en gang til. Og jeg kan heller ikke lide, at du løber så hurtigt. For fremtiden må du sætte tempoet lidt ned. Er det en aftale? Han bekræfter, at det er det. Så hjælper jeg ham op at stå og børster lidt sne af ham hist og her, før jeg sender ham videre med et venskabeligt klap på skulderen.
Hvis folk bare på en ordentlig måde får forklaret, hvorfor det, de gør, er forkert, så tager de det til sig. Det er trods alt et forsonende træk. Den gode samtale er ikke død.