Det centrale princip i den praktiseren af meditation og hårdt arbejde, der kendes som zen, er, som Matthiessen udtrykker det, at den “intet har tilovers for »mysticisme«, for slet ikke at tale om det okkulte.” Ej heller har den noget tilovers for moralisme, de forskrifter eller forvrængninger vi påfører verden, og som slører vores blik. Den opfordrer os til – nej, den forlanger – at vi tager øjeblikket, som det er, uforstyrret, og ikke forplumrer det med nytteløse bekymringer om, hvordan tingene ellers kunne være, eller fantasier om, hvad der mon vil ske. Den er, i alt væsentligt, en øvelse i virkelighed, i hvad der ligger hinsides vores begreber (og de er kun begreber) om godt og ondt. “Universet selv er den hellige skrift ifølge zen,” som Matthiessen udtrykker det, og disciplinen indvier sine udøvere i den rene, utvetydige erkendelse af, at tingene er, som de er; verden (oplysning, lykke) er simpelthen denne gåsegrib i luften, denne klump gødning, denne hvirvlende flod, som alt sammen har et liv og blod, som vores forestillinger og ideer om dem mangler.