et af foredragene på Borchs Kollegium sagde Grundtvig: »Vi har siden 1830 hverken haft store krige eller store helte på den store skueplads, men dog har jeg hverken fundet livet eller historien kedsommelig, fordi alt har vundet et livligere og lysere udseende, fordi med ét ord, den engel, jorden mindst kan undvære: Håbet, er kommet tilbage; så hvad der egentlig gjorde tiden 1815 – 1830 så yderst ubehagelig, mørk og kedsommelig, det var åbenbart den modsatte onde ånd der spøgte alle vegne, i borge og hytter: … Det er fortvivlelsen, med hele sin sorte suite: her mistænkelighed, angst og uro, hist trods eller falskhed, raseri eller ligegyldighed – et selskab hvoraf selv skyggen er ubehagelig.«
Skal jeg læse min samtid tilsvarende, må det blive noget i denne retning: »I de sidste par år er krisen strammet til og de klimatiske udfordring tårner sig op, men dog har jeg hverken fundet livet eller samtiden nedslående, fordi alt er på vej til at vinde et livligere og lysere udseende, fordi med ét ord, det jorden mindst kan undvære: Håbet synes at komme tilbage; så hvad der egentlig gør tiden 1995 – 2008 så yderst ubehagelig, mørk og kedsommelig, det er åbenbart den modsatte onde ånd der spøger alle vegne, i lejlighed og parcelhus: … Det er kynismen, med hele sin sorte sui