hånd!”
De tre blodsøstre kom jagende gennem luften på deres magre krikker. Harm var i spidsen. Hun holdt Tyrfing i sin strakte arm.
”Det var også på tide,” sagde Hævn. ”Endelig har vi heldet med os.”
”Held?” gentog Harm. ”Det var min snedige plan, der gjorde det. Jeg viste Hervør, at ingen kan besejre os. Jeg lokkede hende med, at hun kunne blive som os. Det kunne ulven i hendes indre ikke stå for. Så hun hentede Tyrfing til sig selv. Hun troede, at hun skulle ride ud i kamp sammen med os.”
”Hun var et fjols,” lo Hævn. ”Nu er hun død. Dræbt af Tyrfing.”
”Den samme skæbne venter kong Hrolf,” sagde Harm. ”Nu har jeg det eneste våben, der kan tage hans liv.”
De tre ryttere landede foran en gård, der lå langt ude i ødemarken. Tavse tjenere trak hestene i stald.
”Og når Hrolf er død, vender den gode, gamle tid tilbage,” sagde Hunger og gned sig i hænderne. ”Så bliver der atter ofret trælle til de hængtes herre. Og vi vil nyde godt af blodet. Jeg kan næsten ikke vente!”
”Det kan jeg heller ikke,” udbrød Hævn. ”Hvornår? Hvornår?”