Den ene position, som navnlig repræsenteredes af Anders Fogh Rasmussen, borgerlige kritikere, Dansk Folkeparti og journalister og politikere med en fortid på venstrefløjen hævdede, at et særligt regime af „meningstyranner“, „smagsdommere“ og en elite af „politisk korrekte“ længe havde undertrykt dem, der mente noget andet. Den anden position, som omfattede humanister, intellektuelle, venstreorienterede og kreative kapitalister, hævdede på sin side, at noget sådant aldrig havde eksisteret. Den ene position hævdede tilsyneladende, at der har været en form for autoritær undertrykkelse. Den anden position benægtede dette fuldstændigt.
Min pointe i det følgende er grundlæggende, at begge positioner har ret, og samtidig at de begge tager fejl