Der var en mø i svunden tid,
Som stjernens lys hun lo,
En guldsøm kanted kjolen hvid,
Af sølv var hendes sko.
En stjerne hun på panden bar,
Et skær i hendes hår,
Som mellem grene solen klar
I Lórien hun går.
Med hvide lemmer, lokken lang,
Hun fager var og glad;
Så let som vind var hendes gang,
Som lindetræets blad.
Man hørte hist ved Nimrodel,
Ved bølgen kold og skær,
En stemme som et sølvervæld
Dybt i det klare kær.
Hvor nu hun går i gry, i kvæld
Og sol, det ved man ej,
For længst er borte Nimrodel
Ad bjerges vilde vej.
Det elverskib i havnen grå
I læ ved bjergets fod
At vente hende længe lå
Nær havets grumme flod.
En storm ved nat i Nørreland
Steg frem og højt den skreg,
Den førte skib fra elverstrand
Ad tidevandets vej.
Ej så man land ved tåget gry,
Kun fjerne bjerges rand.
Den barske vove sås at spy
Et hidsigt skum af vand.
Og Amroth så den fjerne strand
Bag mørke bølgers væld,
Forbandede den båd, det vand,
Der fór fra Nimrodel.
Han var en elverkonge huld,
Var alle træers ven,
Da vårens grene var af guld
Hist i Lothlórien.
Da så de ham fra ror til hav
At flyve lige lukt
Og dykke i den våde grav
Som mågen på sin flugt.
I håret suste blæsten vild,
Omkring ham bølgens vand,
Langt borte sås han, klog og snild
Som svanen knejste han.
Fra Vesten kom ej budskab her
Til elverfolket hen,
Om Amroth hørte man ej mer
Hist i Lothlórien.
Ringenes Herre 1, J.R.R.Tolkien
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)