Hans elskede Kristoffer.

Han drejede om hjørnet med klapvognen og så sig omkring. Trappen var tom. Ikke en sjæl nogen steder. Han kunne se elevatordøren nede i forhallen, som han var gået ind ad et minut før, trappeopgangens hvide flisevægge, de to store, riflede lamper, der hang ned fra loftet. Graffitien på den tomme bænk.

Joel var begyndt at klynke igen. Han tog selen af ham og satte ham ned på gulvet. Så vendte han sig den anden vej, ud mod perronerne. Der var heller ingen derude. Kun baglygterne af toget, der forsvandt i retning af Alvik. Han vendte sig atter om mod trappen og forhallen dernede. En enlig pensionist med stok