Chan, der ude af sig selv af raseri rettede det næste slag mod Quangs ben. Kæppen efterlod en rød stribe hen over låret. Mr. Chan svingede igen. Han skulle lige til at slå, men stoppede, da kæppen blev grebet bagfra.
Mr. Chan drejede omkring. Det var hr. Eberfrø, der havde grebet ind. »Stop mr. Chan, please,« råbte han rød i hovedet af varme eller vrede.
Mr. Chan kiggede spørgende på den grimme unge mand med bøllehatten, som oversatte. Hr. Eberfrø rakte hånden frem, og mr. Chan afleverede slukøret sit våben og skyndte sig at bukke og undskylde mange gange. Nu var han nok gået over stregen. Man slog sikkert ikke på medarbejderne i danske virksomheder. Havde han mon ødelagt det hele? Mr. Chan fandt hurtigt sin kam frem og forsøgte manisk at få kontrol over sin frisure. Hr. Eberfrø stod tavs med kæppen i hånden og kiggede fra mr. Chan over på Quang, der lå sammensunket på gulvet og græd og stønnede, så dæmpet han kunne. En lille dråbe savl faldt fra Quangs mund som i slowmotion og landede på ninjaens hætte. Dråben lavede en lille, mørk plet på det ternede cashmere. I det samme mistede hr. Eberfrø besindelsen og gik løs på Quang med bambuskæppen i ukontrolleret vildskab.
Han slog og slog og slog. Quang hylede og skreg og vred sig på gulvet. Bøllehatten og mr. Chan prøvede ængsteligt at berolige hr. Eberfrø ved at lægge hænderne på hans skuldre, men skulle ikke nyde noget af at lægge sig imellem. Små stænk af blod sprøjtede op på hr. Eberfrøs ansigt. Quang skreg ikke mere. Han lå stille på betongulvet. Ingen sagde noget. Kun regnens voldsomme trommen mod taget samt hr. Eberfrøs udmattede stønnen hørtes i rummet. Han slog en sidste gang så hårdt, at bambuskæppen knækkede. Han smed stumpen fra sig og stod helt stille et par sekunder. Så spyttede han. Tørrede sig med håndryggen over ansigtet og gik hurtigt ud ad døren.