er sikker på, hun er nået frem?«
»Ja. Hun ville ikke lyve for mig. Aldrig,« sagde Manash eftertrykkeligt.
»Men hun kan være blevet tvunget?«
»Hvorfor dog det?«
Nora trak på skuldrene. »Det kan være en mulighed. Det er alt, hvad jeg siger.«
Manash Ishmail talte en smule mere lavmælt, som om bare det at tale om styret var så farligt, at han var nødt til at sænke stemmen. »Jeg har forsøgt at få fat i hendes bror, som er det eneste familiemedlem, Amina har tilbage. Og jeg har brugt alle mine kontakter derhjemme. Ingen har set hende i Teheran. Hvis styret havde hende, ville de bruge det mod mig som pression. De ville tvinge mig til at komme hjem og hente hende. Ellers giver det ikke mening. Jeg har intet hørt,« sagde han trist.
»Men hvad er det, jeg skal gøre?«
»Jeg fandt dig, da jeres kulturredaktør Viola kontaktede mig for at få et interview. Jeg slog Globalt op og fandt ud af, at I havde en London-korrespondent. Dig.«
Han sukkede dybt. »Tro mig. Der er intet, jeg hellere vil end at tage med dig til London og finde hende. Hun må være et eller andet sted. Men de har taget mit pas. Jeg har ikke lov til at rejse til London og lede efter min egen kone. De kalder det motivationsfremmende foranstaltninger,« sagde han trist.
Han så ud over markerne. Og fæstnede så igen