(Sideblik). „Hva ska’ jeg si’e?”
„Aa – no’et?”
Hun blader rundt, sér hist og her i sin Bog, sukker.
„Vejret er ikke det rareste.”
„Nej …”
„Hvorfor flytter du ikke nærmere til Kakkelovnen? Mig generer du ikke …”
„Aa – naar man sidder …”
Han bliver ved at puste Røg ud, hun tager sine Fingerringe af og paa.
„Hvor mange Grader mon det er?”
„Seks …” Pavse. Han rejser sig og siger:
„Vi maa osse ha’e Skodderne for Dørene …”
„Ja–a … Det fryser vist om Natten.”
„Vist fryser det om Natten.”
Han driver op og ned, og hun ser paa ham.
„Hvad ser du paa?” siger han.
„Paa dig.”
„Hør” – og hun ler – „Finder du dette morsomt?”
Han stanser: „Næ–æ.”
„Naa – jeg troede det.”
„Men – ka’ du si’e mig noget morsommere?”
„Aa, jeg véd ikke …” Hun tier, og lidt efter lidt smiler hun, mens hun ser ind i Lampen og gynger det ene Ben let over det andet. „Maaske…”
Han bliver ved at gaa fra Møbel til Møbel. Ved Klaveret stanser han.
„Det er længe siden, du har spillet. Man kan skrive Navne her i Støvet …”
„Ja – det er længe siden …”
Han gaar bort og falder igen ned i Stolen: „Du kunde ligesaa gerne spille lidt …”
Hun sidder lidt; rejser sig saa: „Ja – osse det.”
Hun tjatter Begyndelsen af et Salonstykke, vender sig saa:
„Morer det dig – –”
„Aa – ikke saadan.”
„Det er forresten underligt … Ja – mig heller ikke.” Hun holdt op … „Gode Gud – mine Sko – nu er Spændet gaaet op igen.”
Hun drejede sig paa Taburetten: „Aa – hægt det.”
Han rejste sig – – saa ned paa Foden, hun stak frem – –