har set antropologiske studier af det danske parcelhuskvarter i 1970’erne, og de viser at det at bo i eget hus med hæk gav en oplevelse af tryghed i en foranderlig verden. At kunne gå ind bag „sine egne fire vægge“ var som at iføre sig en symbolsk rustning, og ligusteren omkring parcellen udgjorde et ekstra, imaginært værn, der skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer. Vedligeholdelsen af de to afskærmninger blev derfor tillagt stor betydning. Skalmuren måtte ikke have tegn på slitage, og hækken skulle være tæt og velklippet. Begge flader skulle fremstå som uigennemtrængelige, uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur.