t falde.

“Af sted, heksebarn,” sagde hun. “Vi har ikke hele dagen.”

Og jeg måtte bare humpe efter hvad enten jeg ville det eller ej. Hen over gårdspladsen, ned ad grusvejen, gennem leddet med de hvide sten. Uden at vide hvad der var sket med Tumpe. Uden at vide om han var levende eller død.

Tågen slog sammen om os i samme øjeblik vi passerede de hvide sten. Det var en mærkelig tåge, slet ikke fugtig og klam som almindelig regndis, mere tør som røg – og lige så tæt.

Heksetåge. Vildvejenes tåge. Det forstod jeg godt.

Hun