i dag argumenterer jeg gerne for, at barndommen i det hele taget ikke kan lastes for hvad som helst, der går galt i livet. Eller godt for den sags skyld. Det er klart, at vi som børn er tvangsindlagt til de forældre vi nu en gang har, og den opdragelse de finder på at give os, og at begge dele kan være en prøvelse, mens de står på. Men på et tidspunkt overtager vi styrepinden selv. Og derefter er det i høj grad på eget ansvar.