Fem dage efter Rigsdagsvalget kaldte Bernhard Weiss, chefen for Berlins kriminalpoliti, mig til et møde på sit kontor på sjette sal i Alex. Indhyllet i røg fra en af sine foretrukne Black Wisdom-cigarer og siddende ved mødebordet ved siden af Ernst Gennat, en af hans bedste detektiver i drabsafdelingen, opfordrede han mig til at sætte mig. Weiss var otteogfyrre år gammel og berliner, ikke særlig høj, slank, net grænsende til det akademiske, med runde briller og et fint, veltrimmet overskæg. Han var også advokat og jøde, hvilket gjorde ham upopulær blandt mange af vores kolleger, og han havde måttet overvinde en hel del fordomme for at nå dertil, hvor han var. I fredstid havde jøder haft forbud imod at blive officerer i den preussiske hær, men da krigen brød ud, søgte Weiss om optagelse i den kongelige bayerske hær, hvor han hurtigt steg til kaptajnsrang og gjorde sig fortjent til et Jernkors. Efter krigen havde han på anmodning fra Indenrigsministeriet reformeret Berlins politikorps og gjort det til en af de mest moderne styrker i Europa. Men det måtte alligevel siges, at han var en politimand med et usædvanligt udseende; han mindede mig altid lidt om Toulouse-Lautrec.

Der lå et chartek åbent foran ham, og efter dets udseende at dømme handlede det om mig.

“De har udført et godt stykke arbejde i Sædeligheden,” sagde han med sin affekterede, næsten teateragtige stemme. “Selv om jeg er bange for, at De kæmper en forgæves kamp mod prostitutionen her i byen. Alle disse krigsenker og russiske flygtninge klarer sig, som de bedst kan. Jeg har gentagne gange sagt til vores ledere, at hvis vi gjorde mere for at indføre ligeløn for kvinder, kunne vi løse Berlins problemer med prostitution fra den ene dag til den anden.