Ikke helt usandsynligt?” sagde Astor Nilsson.

“Ikke helt usandsynligt,” sagde Carlsson. “Linköping vil også udtale sig om det spørgsmål.”

“Nå,” sagde Barbarotti. “Er der ellers andet fra teknikerne?”

Det var der ikke. I stedet gik man videre til, hvad samtalerne med Erik Bergmans bekendte og slægtninge og naboer havde givet. Der var blevet gennemført seksogtredive sådanne samtaler, og for at kunne give alle et nogenlunde dækkende overblik havde kriminalassistent Gerald Borgsen, alias Sorgsen, påtaget sig opgaven med at gennemlytte alle båndene og læse alle udskrifterne. Hvordan han havde kunnet nå det, var en gåde, men Sorgsen havde ry for at være noget af en gåde i sig selv. Lavmælt og stilfærdig og lidt svær at komme ind på livet af og – som antydet – en smule sørgmodig.

Det tog næsten en time, og man kan vel sige, at billedet af Erik Bergman blev en smule klarere. Selv i den nærmeste vennekreds – tre-fire andre ungkarle, som han plejede at gå på værtshus med – blev han anset for svær at komme ind på livet af. Lidt af en enspænder, var det blevet sagt, til trods for at han havde levet en ret stor del af sit liv på værtshuse. Ikke engang når han blev beruset, og det skete af og til, havde han haft for vane at åbne sig. For at belyse dette citerede Sorgsen en vis Rasmus Palmgren, der havde kendt Bergman, siden de begyndte i første klasse: “Man vidste ligesom aldrig rigtig, hvor man havde ham.