Pastor Bach måtte vinke op til fru Olesen bag orglet med lange flagrende arme for at få hende til at stoppe.
“Hvad sker der?” råbte han.
Desværre var jeg så nervøs, at jeg gav et spjæt i hele kroppen, da pastor Bach begyndte at brøle, og hele menigheden forskræmt holdt vejret. Mit knæ spjættede også, og det væltede min coladåse, der først lagde sig ned og begyndte at spytte cola ud over mine vanter, og mens jeg havde travlt med at redde dem, faldt den ned på det gamle skæve bræddegulv og begyndte at rulle ned under bænkene foran, mens den stadig sprøjtede cola ud. Det lød alt for højt i stilheden.
“Undskyld,” gispede jeg, mens jeg febrilsk tørrede mine colahænder i sædet (jeg kunne jo ikke tørre dem i bukserne, for jeg skulle optræde lidt senere).