Andreas forestillede sig de enorme huler med de mange malerier for sit indre blik. På en måde var der noget meget tilfredsstillende ved, at de bare lå hen i isolation fra mennesker. Som et forsvundet rige på havets bund. “Det er lidt som med en sommerfugl,” sagde Simon og afbrød Andreas’ dagdrøm: “Når et menneske berører den eller samler den op, bliver vingerne ødelagt, og den kan ikke længere flyve. Det er det, vi har gjort med hulerne. Jeg tænker sommetider på, at vi mennesker har det med at ødelægge det, vi synes er finest, fordi vi vil gribe fat i det. Nogle ting skal man bare lade være. Jeg har jo kun mit arbejde i cafeen, fordi Ravidat opdagede hulerne dengang for 80 år siden, så jeg skal vist ikke komme for godt i gang.”
“Det var jo faktisk hans hund, der gjorde det,” sagde Andreas.
“Ah oui, det er sandt! Robot!” grinede han