En elverkonge var Gil-galad.
Så sørgeligt man om ham kvad:
Den sidste, som riget i frihed så.
Og mellem havet og bjerget det lå.
Hans lanse var skarp og langt hans sværd,
En hjelm af guld han bar på sin færd.
På himlen stod stjerner så mangefold
Og spejlede sig i hans sølverskjold.
For længe siden langt bort han red,
Hvor nu han dvæler slet ingen ved,
For kongens stjerne fra himlens rand
Faldt ned i mørket i Mordorland.