Det var i løbet af denne rejse, hvor billedet syntes frigjort, at det kunne have revet sig løs fra helheden. Hvis ikke det var, fordi fordi. Moderens fordi, provinsens fordi, ridelærerens. Jeg siger rejse, fordi bussen, fordi Fjaltring, havet, ham. Jeg føler ikke noget for helheden, jeg kender den ikke, jeg siger indre by og ser intet, jeg siger moderen og brødrene på gården, jeg kan ikke tage det store billede på mig, jeg ved knap, hvad det lille billede forestiller, på den måde er der næppe tale om en frigørelse, snarere en lille pøl af mudder. Sand, grus, lerjord, hvad, skorpe og skred. Da jeg var ti, bad Gud mig om at få alle mine øjeblikke til at holde hinanden i hænderne. Jeg har aldrig brudt mig om bønner, jeg har aldrig brudt mig om Gud. Instrukser derimod, jo det.