Det er lyden af min fars trin på trappen.”

Ellens far kørte hestevogn rundt i byen, hvor han solgte bolsjer til de handlende. Så snart det var fyraften, kom han hjem og gik op ad trappen til fjerde sal. Der sad lille Ellen i køkkenet og ventede på ham, og som hun sagde til mig:

”Ved du hvad, Puk? Han satte sig ned ved køkkenbordet, han tog ikke engang jakken af, før han begyndte at snakke med mig om, hvordan min dag havde været, og bagefter fortalte han, hvad han selv havde oplevet.”

Ellen elskede lyden af sin fars trin på trappen, for de betød nærvær. Ud af et helt liv på 100 år og et bagkatalog fuld af minder nævnte Ellen de trin på trappen og sin fars nærvær som det allerdyrebareste. Det har gjort stort indtryk på mig, især i en tid, hvor vi alle sammen sidder med hovedet i mobiltelefonerne og har travlt med alt muligt.