Jeg opfatter fænomenet som en bred kulturel strømning der består i at kunstnere (og andre kulturproducenter) bruger sig selv eller andre virkelige personer i et æstetisk betonet spil med læserens og offentlighedens reaktioner. Videre har disse kunstneriske praksisformer ligheder med en række fænomener i vores kultur og livsverden i øvrigt. Altså: performativ både fordi J.L. Austins begreb står centralt (jeg vender tilbage til det om lidt), og fordi jeg henter inspiration i performanceforskning; biografisme fordi de fænomener begrebet skal dække, besværger den relation mellem værk og forfatter som megen litteraturvidenskab har undsagt som uvidenskabelig under netop den betegnelse.