Det billede af kultur, som underforstås i den historiske forklaring på nutiden, er et billede, vi genfinder i den danske holdning til andre kulturer. Danskerne tror generelt på kulturel stabilitet og uforanderlighed, hos sig selv og hos andre. Man går ud fra, at kulturen er en indbygget, nærmest genetisk faktor, som tværs igennem de mest forskelligartede erfaringer sikrer et ensartet reaktionsmønster. Kulturen i denne fortolkning minder lidt om sådan en mikrochip, man kan få indopereret i sin hund, så man altid vil kunne finde den igen; én gang anbragt udsender den for evigt sine signaler om bærerens identitet. Den kulturelle identitet er en slags homunculus, som fra sit skjul bag det venstre øre hvisker til os, hvordan vi skal opføre os. Det er ganske vist de færreste kulturforskere, der i dag mener, at det forholder sig sådan med kultur, men det gør lidet til sagen. Vi tror, vores kultur er et arvestykke. Men hvordan foregår det helt konkret, når vi praktiserer denne nedarvede kultur?