Fra maj 1940 gik det ned ad bakke med de gode tider: Først kom krigen, så kapitulationen, og med tyskernes indmarch begyndte elendigheden for os jøder. Jødelov fulgte efter jødelov, og vores frihed blev meget indskrænket. Jøder skal bære en jødestjerne; jøder skal aflevere deres cykler; jøder må ikke tage sporvognen; jøder må ikke køre bil, heller ikke deres egen; jøder må kun købe ind fra klokken tre til klokken fem om eftermiddagen; jøder må kun gå til en jødisk frisør; jøder må ikke være på gaden fra klokken otte om aftenen til klokken seks om morgenen; jøder må ikke opholde sig i teatre, biografer eller andre forlystelsessteder; jøder må ikke gå i svømmehallen og heller ikke opholde sig på tennis- og hockeybaner eller på andre former for sportspladser; jøder må ikke ro; jøder må ikke dyrke nogen form for sport offentligt; jøder må ikke længere sidde i deres egne haver efter klokken otte om aftenen, og da slet ikke hos deres bekendte; jøder må ikke komme i kristne hjem; jøder skal gå i jødiske skoler og meget mere af samme slags. Sådan gik vores liv videre, og vi måtte hverken ditten eller datten. Jacque siger altid til mig: “Jeg tør ikke gøre noget mere, for jeg er bange for, at det er noget, man ikke må.”