Uranos lå rugende, ulmende og dundrende i jorden, langt under den verden, der engang elskede ham, og komprimerede alt sit raseri og al sin guddommelige energi ind i selve klippen i håbet om, at et eller andet væsen en dag ville begynde på minedrift der og prøve at udnytte den udødelige kraft, der strålede ud indefra. Det ville selvfølgelig aldrig ske. Det ville være for farligt. Der er vel endnu ikke født en race, der er så dumdristig, at den vil prøve at slippe urans kraft løs?