Igennem Rohans enge, hvor græsset frodigt står,
Der vandrer vestenvinden, til murene den når.
„Hvad bringer du fra Vesterland af nyt, du vilde vind?
Så du den høje Boromir i månens klare skin?“
„Jeg så ham ride bølgerne, de grå; det brede vand,
Til han forsvandt, jeg så ham gå hen over øde land.
Så gled han ind i skyggerne. Dér tabte jeg hans spor.
Denethorsønnens horn må have lydt for storm fra nord.“
„Ak, Boromir, jeg skuede fra muren viden om,
Men fra de øde marker, ej mere ud du kom.“