han sig til mig, inviterede mig på kaffe og frittede mig. Han ville dele ledelsesansvaret, sagde han.
Altså indtil han pludselig syntes, at det var mig, der var problemet.
Og det var det vel også.
Fordi jeg ikke rettede ind. Fordi vi gymnasielærere ikke er en flok slaver, der bøjer os for en hel masse skrankepavers tåbelige idéer. Vi er den frie tankes forsvarere, er vi. Vi lærer de unge at tænke selv. Ærlig talt: Hvad kunne vel være mere vigtigt?