Gnister kommer fra selve lysets kilde og består af den reneste klarhed, sådan siger de ældste legender. Når et Menneskevæsen fødes, begynder en gnist at falde. Først gennem det kosmiske rums mørke, så gennem galakserne, for til sidst, inden den falder ned her på Jorden, at krydse forskellige planeters baner. Hver af disse planeter forurener gnisten med forskellige Egenskaber hvorefter den slukkes og går ud.

Først angiver Pluto rammerne for dette kosmiske eksperiment og afslører sine grundbetingelser – at livet er en flygtig gave, den følges af døden som engang vil lade gnisten slippe ud af fælden. Anden udvej findes ikke. Livet er som et yderst krævende forhindringsløb. Alt hvad du gør, hver tanke og alle dine gerninger, tælles sammen, ikke for at straffe dig senere, men fordi de udgør din verden. Sådan fungerer den mekanisme. Senere i sit fald gennemskærer gnisten Neptuns bælte og forsvinder i dens tågedampe. Neptun giver den alle illusionerne til trøst, et søvndrukkent minde om nedkomsten, drømme om at flyve, fantasi, narkotika og bøger. Uran forsyner den med evnen til at gøre oprør, den er derefter mindet om hvor gnisten stammer fra. Når gnisten passerer Saturns ringe, bliver det klart at dernede venter et fængsel. En arbejdslejr, et sygehus, regler og formularer, syge kroppe, dødelige sygdomme, en elskets død. Men Jupiter bringer trøst, værdighed og optimisme, det er en smuk gave: det-skal-nok-gå. Mars tilføjer kraft og aggression, hvad der sikkert er nyttigt. På sin bane rundt om Solen bliver den blændet, af den tidligere altomfattende bevidsthed bevarer den kun et lille indskrumpet Jeg der er afsondret fra resten, og sådan forbliver det. Jeg forestiller mig det som et sølle skrog, en vanfør med afrevne vinger. En flue som er blevet pint af grusomme børn; hvem ved om den står det igennem i Mørket. Det tjener Gudinderne til ære at Venus står i vejen for Faldet. Gnisten får af hende kærlighedens gave, den reneste medfølelse, det eneste der kan redde den og andre gnister; takket være Venus kan de støtte hinanden og forenes. Lige før Faldet støder den på endnu en lille underlig planet som minder om en hypnotiseret Kanin, den drejer ikke om sin egen akse, men bevæger sig hurtigt med blikket rettet mod solen – det er Merkur. Den skænker den et sprog, evnen til at kommunikere. På vejen forbi Månen får den noget så uhåndgribeligt som en sjæl.

Først da falder den ned på jorden og iklædes et legeme. Som menneske, som dyr eller som en plante.

Sådan ser det ud.