Luise Banghar citeretfor 4 år siden
for, og bag dem er himlen overskyet.
Jeg går hen til et vindue, trækker persiennen op og kigger ned på gaden. Trafikstøjen er fire etager under mig. Inde fra nabobygningen kan jeg høre en bas dunke. På døren ud til opgangen hænger en sprællemand med nissehue og vatskæg. Det må være Mone, der hængt den op.
Jeg har ikke været her, siden mor døde, men jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle køre hen. Det er, som om min verden skrumper.
Min ånde afsætter dug på ruden. Jeg gnider den af og får øjenkontakt med mig selv. Der er skygger under min hud, et skær af gennemsigtighed. Jeg lægger hænderne mod mine kinder og puster opad. Mit pandehår trænger til at blive klippet. Når jeg reder det lige ned, dækker det mine øjenbryn. Det er helt sort, men skifter nuance efter lyset. Når solen rammer det, har det et tydeligt blåviolet skær. Præcis samme farve som mors.
Med fingerspidserne retter jeg pandehåret og lader hænderne fortsætte ned ad den glatbarberede nakke. Selvom far sagde, det var synd at klippe mit lange hår af, tror jeg inderst inde, han var lettet. Ingen af os kunne holde ud, at jeg lignede hende så meget.
Da jeg løfter blikket, kan jeg se den bleggrå himmel. Hustage, antenner og kabler. Fald fra stor højde er oppe på 63 point. Jeg tænker på det, mens jeg mærker efter, om jeg tør.
Uden musikken ville hun bukke under, sagde Glade Mor. Jeg hører ordene for mig, mens jeg ser rundt på de mange instrumenter herinde, mixeren og mikrofonerne. Det plejede at være slaraffenland, men lige nu orker jeg ikke at bevæge mig. Jeg står bare ved vinduet og kigger ud. Fire etager og bang, dernede er jorden. Det burde være rigeligt til at slå én ihjel, men der er mange ting, der kan gå galt. Jeg læste engang om en fyr, der tog sin knallert til Vejlefjordbroen og hoppede ud. Styrthjelmen flækkede som en valnød, da han ramte overfladen. Den havde han glemt at tage af. Så med en revnet knallerthjelm på hovedet svømmede han ind til bredden, hvor folk var stimlet sammen for at glo.
Tanken om, hvor ydmygende det må have føltes, får mig til at tænke på Filippa. Det er min skyld, at hun blev overfaldet og snittet i halsen med en passer. Jeg har total undervurderet Amalie og hendes vindertørst. For hende er det her en krig på linje med X-factor. Hun vil aldrig acceptere at tabe.
Jeg burde gøre dem alle sammen en tjeneste og få det overstået. Åbne vinduet og lade mig falde. Men jeg kan ikke udholde tanken om aldrig at få at vide, hvad der ville ske bagefter. Om Amalie ville fortryde, ligesom dem der mobbede Megan Meier. Eller om hun ville være pisseligeglad.
Det ville være nemmere, hvis LordOfTheDead havde ret. Hvis jeg vidste, at jeg blev et genfærd eller spøgelse, der kunne forfølge Amalie overalt, hvor hun gik. Som et mareridt, hun aldrig nogensinde kunne vågne fra.
Jeg vender mig bort fra vinduet og går ud i køkkenet. Her er der ikke pyntet op. Stolene står rundt om det ovale bord. Den ene er trukket ud. Midt på bordet ligger en blok og en kuglepen. Nogle har skrevet mælk og streget det ud igen.
Jeg hiver køleskabet op. Der ligger en blå isterningebakke uden vand. I lågen står en liter ketchup og en flaske hvidvin med gavebånd omkring. Jeg tager vinen ud og finder en proptrækker i en skuffe. Jeg plejer ikke at drikke vin, kun til jul og den slags, men lige nu er jeg ligeglad med smagen.
Proppen knækker på midten, da jeg trækker i den. Jeg maser det sidste ned i flasken og hælder vin op i et glas. Det smager hvinende surt, og mine øjne løber i vand, da jeg bunder. Jeg skynder mig at skænke igen, inden jeg fortryder. What doesn’t kill you makes you stronger. Jeg fisker mobilen op af lommen. På displayet står: Filippa ringer. Jeg har lyst til at tage den, men hvad skulle det hjælpe? Jeg kan sikkert ikke engang få min stemme til at virke. Det føles, som om der kun er gråd indeni. Filippa ringer bliver der ved med at stå på displayet. Jeg står med glasset i hånden og ser på ordene, indtil de afløses af: Et ubesvaret opkald. Så bunder jeg igen.
Med flasken i den ene hånd og mobilen i den anden sætter jeg mig ved det ovale bord og kigger på sedlen med mælk. Min fod rammer noget, der står under bordet. En papkasse. Da jeg hiver den frem, kan jeg se, at den er fuld af mors nodepapirer. Jeg tager dem op og begynder at bladre dem igennem. Øverst i højre hjørne har hun noteret datoerne. En af dem er fra 25. maj, kort før hun døde. Jeg følger noderne med øjnene og forsøger at høre melodien indvendig. Midt på side tre stopper noderne. Jeg bladrer frem og tilbage, men der er ikke mere.
Det må være et af de numre, hun skrev, mens hun var indlagt. Da Mone hjalp med at rydde hospitalstuen, har hun nok stillet dem under spisebordet, for at far ikke skulle se dem som det første, når han kom tilbage på arbejde.
Tanken om, at mor ikke nåede at lave nummeret færdig, gør mig trist. Jeg burde gøre det for hende. Hvis ellers jeg orkede. Mere gråd samler sig i halsen, og jeg smider nodepapirerne tilbage i kassen og tager en tår vin direkte fra flasken.
Brr brr.
Filippa: Sorry jeg bare skred i dag. Du vil altid være min veninde. No matter what
Jeg stirrer på sms’en. No matter what? Hvor svært er det at skrive dansk?
Jeg sætter vinflasken for munden igen. Flasken rammer mine fortænder. Av, for satan. Jeg lader vinen flyde ind i munden og ned i halsen. Mon man kan drukne, hvis man bliver ved med at hælde?
What doesn’t kill you makes you stronger. Telefonen ringer igen. På displayet står Filippa ringer.
Hendes opkald gør mig på samme tid glad og irriteret. Kan hun overhovedet finde ud af, hvad hun vil?
Jeg tager mobilen op til øret. ”Hvad?” siger jeg med hård stemme.
”Undskyld, Stella.”
”Tør du virkelig at ringe til mig? Er du ikke bange for, at Amalie lytter med på linjen?”
”Jeg forstår godt, hvis det hele er forvirrende. Det er det også for mig. Jeg vil jo vildt gerne se dig, men så nogle gange, du ved … Hun kan virkelig freake mig ud, Amalie. Det der på toilettet. Jeg rystede i en hel time bagefter og turde ikke engang ringe til dig, da jeg opdagede, at du var kørt. Jeg er glad for, at du tog telefonen. Jeg var så bange for, at der var sket noget.”
”Er du hjemme nu?”
”Ja, jeg cyklede lige hjem efter skole. Amalie spurgte ellers, om jeg ville med på Ulul. Hun er seriøst skizofren. Hun stod bare og smilede til mig, som om der ikke var sket en skid. Nicoline og Lucy skulle også med. Jeg var bange for, at det var en fælde, så jeg sagde nej og kørte. Jeg ville også gerne hjem og ringe til dig.”
”Nå.”
”Er du meget sur på mig?”
”Jeg er ked af det, for fanden. Du siger, at du er min veninde, men halvdelen af tiden kan jeg ikke regne med dig.”
”De stak en passer i halsen på mig!”
”Jeg ved det godt. Men du har selv sagt, at jeg ikke skal lade Amalie styre mit liv. Hvad gør du lige nu?”
”Det samme.” Hun sukker, og det skramler i røret, som om hun sætter sig ned. Der lyder endnu en tung udånding. ”Søde …” siger hun så. ”Du er min veninde, okay? Jeg ved godt, at jeg er dårlig til at vise det, og at jeg nogle gange opfører mig som en kylling. Men det har ikke noget med dig at gøre. Vel?”
Jeg holder hårdt om telefonen, føler mig på samme tid lettet og endnu mere ked af det, fordi jeg kan mærke, hvordan jeg længes, efter at hun var her, sammen med mig.
”Tror du på mig?” siger hun.
Jeg nikker, selvom hun ikke kan se det.
”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Overhovedet. Og jeg prøver virkelig at gøre det bedre. Jeg prøvede dengang med Megan Meier, ikke? Jeg vil gerne prøve igen. Jeg vil gerne gøre noget. Et eller andet.”
Jeg tror ikke på dig, tænker jeg. Jeg tror ikke en skid på dig. Men jeg siger det ikke højt, for inderst inde vil jeg så gerne tro på det.
”Lad os tænke over, hvad vi kan gøre,” siger hun. ”Noget andet end at sige det til lærerne. Noget, som du er tryg ved. Jeg skal nok hjælpe dig.”
”Mener du det?” Min stemme er hæs, og jeg må gentage spørgsmålet, før hun hører det.
”Amalie skal jo ikke have lov til at styre vores liv, vel? Vi finder på noget, og så kan hun lære det.”
”Hvad skal vi finde på?”
”Det ved jeg ikke endnu. Vi tænker over det. Begge to.”
”Det er sødt af dig.”
”Pis, det er da det mindste. Nu lægger vi hjernerne i blød, ikke? Og når vi har udtænkt en plan, så står vi sammen om den. Dig og mig.”
”Okay,” hvisker jeg. ”Tak.”
”Vi ses, Stella.”
”Vi ses.”
Da jeg har afbrudt forbindelsen, kommer tårerne. Det er som en sluse, der bliver åbnet, og jeg kan slet ikke stoppe igen. Jeg græder og græder og græder, og det lyder alt for højt i det rungende lydstudie.
Bank bank bank.
Det giver et sæt i mig, og jeg skynder mig at tørre øjnene og gå tilbage i studiet. ”Ja?” siger jeg med grødet stemme.
Døren ud til opgangen går op, og en mand i hvid kedeldragt kigger ind. ”Undskyld forstyrrelsen,” siger han. ”Arbejder du her?”
”Min far gør.”
”Okay. Det er fordi, vi er blevet hyret til at pudse vinduer på en af etagerne, men nu kan jeg ikke læse min egen håndskrift. Skal vi tage stueetagen eller fjerde?”
”Øh, det ved jeg ikke noget om. Prøv at ringe til Mone. Du kan lige få hendes nummer.” Jeg skriver det på en lap papir og rækker ham det.
”Super.” Han tager imod telefonnummeret og peger på mig med det. ”Alt ok herinde? Med dig?”
”Ja ja.”
Han ser undersøgende på mit ansigt.
”Helt ok,” siger jeg. ”Tak, fordi du spurgte.”
Han bliver stående som for at afgøre, om det er passende at spørge om mere. Så nikker han og vifter med telefonnummeret. ”Jamen, så siger jeg mange tak for hjælpen.”
”Så lidt,” siger jeg og holder døren for ham. Jeg bliver stående i opgangen og ser efter ham. Stueetagen eller fjerde, tænker jeg. Stueetagen eller fjerde. Det er, som om noget samler sig oppe i mit hoved. Som det omvendte af en eksplosion. Som om alle mine tanker bliver komprimeret i én eneste tanke.
Jeg går tilbage i køkkenet og henter mors nodepapirer og flasken med hvidvin. Jeg tager det hele med ind i studiet og hiver en guitar ned fra væggen.
Mine fingre ved nøjagtigt, hvad de skal. Allerede efter fem minutter har jeg de første 2 x 8 takter. Jeg følger mors noder og skriver nye til, bygger sangen op fra start til slut. Indimellem tager jeg en tår vin og smiler for mig selv. Mit humør bliver bedre, for hver gang jeg finder på nyt til num
  • Tilmeld dig, eller log på for at kommentere
    fb2epub
    Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)