Der går flere måneder, og gradvist holder de op med at mindes, for det bliver svært at tale nu, svært overhovedet at huske, ikke fordi Hank og Frank er gamle, men fordi de er blevet kasseret, og sko, der ikke længere plejes, svækkes hurtigt, deres ydre tørrer ud og sprækker, når de ikke længere bliver pudset, deres indre stivner, når menneskefødder ikke længere forsyner dem med den olie og fugt, der er nødvendig for at forblive bløde og smidige, og langsomt men sikkert begynder de kasserede sko at minde om klodser af træ, og træ er et materiale, der ikke kan tænke eller tale eller huske, og nu, hvor Hank og Frank er kommet til at ligne to træklodser, er de næsten i koma, de befinder sig i en skyggeverden med sorte tomrum og næsten udslukte flammer, og så ufølsomme er deres kroppe blevet i løbet af deres langvarige indespærring, at de intet føler, da Quines treårige søn Timothy stikker fødderne i dem en eftermiddag og tramper leende rundt i lejligheden, og da hans mor ser hans små fødder i de enorme, komatøse sko, begynder hun også at le.