studerende i alle tre grupper var begyndt nogenlunde samtidig – i en alder af cirka fem år. Og i de første år øvede de sig omtrent lige meget – cirka to-tre timer om ugen. Men da de nåede otteårsalderen, tegnede der sig et nyt mønster. De studerende, der siden skulle blive blandt de bedste, begyndte at øve sig mere end nogen andre. Seks timer om ugen som niårige, otte timer om ugen som tolvårige, seksten timer om ugen som fjortenårige – og så videre og så videre, indtil de som tyveårige øvede sig mere end tredive timer om ugen. Faktisk var det sådan, at de allerbedste musikere hver især havde øvet sig i mere end titusind timer sammenlagt. Sammenlignet med de almindeligt gode musikere, der hver især havde øvet sig cirka ottetusind timer sammenlagt – og de kommende musiklærere, der havde øvet sig lidt mere end firetusind timer sammenlagt.
Ericsson og hans kolleger lavede herefter en sammenligning mellem amatørpianister og professionelle pianister. Samme mønster viste sig. Amatørerne øvede sig aldrig mere end tre timer om ugen i løbet af deres barndom, og i en alder af tyve år havde de cirka øvet sig i totusind timer sammenlagt. I den anden ende af skalaen havde man så de professionelle, der hvert år øvede sig mere og mere frem mod tyveårsalderen, hvor de – ligesom violinisterne – havde titusind timer på øvekontoen.