Hele det dejlige hav lå for den unge pige, men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvor skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. „Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig!