Han nærede en fundamental skepsis over for tanken om at arbejde med sig selv. Han brugte sig selv. Hver dag brugte han sig selv, og han opfattede sin krop, sin psyke – sit liv – som noget, der skulle bruges, og bruges op. Han var som en blyant, der skrev. Af og til skulle den spidses, og den blev kortere og kortere. Hos andre sporede han en anderledes opfattelse. Alle var som blyanter, men nogle skrev så lidt som muligt og lagde i stedet vægt på at være lange og spidse.