Sorg
Jeg har hvilet ved dit hjerte, og nu slår det ikke mere.
Jeg har kysset dine læber, de er kolde nu og hvide,
og de hænder, der har kendt så mange kærtegn, ligger stille,
aldrig mere skal de legende igennem håret glide.
Aldrig mere skal jeg se dig sove sundt og trække vejret,
aldrig mere skal jeg vække dig med pusten i dit øre,
for at se dig halvt i søvne række ud mod vækkeuret,
som du aldrig nogensinde var den første til at høre.
Aldrig mere skal jeg glad og utålmodig lytte efter
dine kære skridt på trappen, som jeg sagtens skulle kende
mellem tusind andres, – aldrig, aldrig mere skal vi mødes
i en aftens stille hygge, når den lange dag fik ende.
Jeg har levet ved din side, og jeg delte alting med dig,
dine glæder, dine sorger, og nu har du ikke flere –
Der går mennesker på gaden – hvorfor standser livet ikke?
Jeg har hvilet ved dit hjerte, og nu slår det ikke mere.