Det var en slags vanvid, jeg havde gang i. Jeg havde lavet heat-sammensætning, indledende heats, så kvartfinaler og semifinaler, til sidst en finale. Jeg havde fået de andre børn til at følge min instruktion i kun at gå langsomt rundt på stierne, som om de kørte cykel i slowmotion, lurende, afventende, parate. Og så lige pludselig angriber den ene, og den anden kaster sig i det imaginære baghjul. Alt sammen til fods. Det hele foregik jo i hovedet, i al fald for mig. Min mor havde bundet blomsterbuketter til vinderen og nr. 2 og 3. Det var Atlasvejs Grand Prix.