‘Tre døgns frygtelige lidelser og så døden. Det kan jo nu, når som helst, ske for mig også,’ tænkte han, og han blev bange et øjeblik. Men straks efter, han vidste ikke selv hvordan, kom den tanke ham til hjælp, at dette jo var sket for Ivan Iljitj og ikke for ham, at for ham burde og kunne det ikke ske, og at han ved at tænke dette lå under for en dyster stemning, hvilket Schwartz’ ansigtsudtryk tydeligt havde fortalt ham, at han ikke burde. Da Pjotr Ivanovitj havde gjort sig denne overvejelse, blev han igen rolig og begyndte interesseret at spørge til detaljerne omkring Ivan Iljitjs død, som om døden var en begivenhed, der var naturlig for Ivan Iljitj, men slet ikke naturlig for ham selv.