Lucy blev en smule bange, men hun var samtidig både nysgerrig og spændt. Hun så sig tilbage over skulderen, og dér – inde mellem de mørke træstammer – kunne hun stadig se døråbningen i skabet og en smule af det tomme værelse, hun havde forladt (hun havde som sagt ladet døren stå åben, for hun vidste, at det ville være temmelig tåbeligt at lukke sig selv inde i et garderobeskab). Det så stadig ud til at være dag inde i værelset. »Jeg kan altid komme tilbage, hvis noget skulle gå galt,« tænkte Lucy. Hun begyndte at gå videre gennem skoven i retning af det andet lys. Sneen knirkede under hendes fødder.
Cirka ti minutter efter nåede hun frem og opdagede, at lyset kom fra en lygtepæl. Mens hun forbavset stod og kiggede på den og spekulerede på, hvorfor i alverden den var blevet anbragt midt inde i en skov, og overvejede, hvad hun skulle gøre, hørte hun lyden af dappende skridt, der nærmede sig. Og et øjeblik efter kom en højst besynderlig person ud fra træerne og trådte ind i skæret fra lygtepælen.

Han var kun en lille smule højere end Lucy, og over hovedet holdt han en paraply, der var hvid af sne. Fra livet og opad lignede han et menneske, men hans ben var formet som en geds (håret på dem var blankt og sort), og i stedet for fødder havde han gedeklove. Han havde også en hale, men det lagde Lucy ikke mærke til i begyndelsen, for han havde lagt den sirligt til rette over den arm, der holdt paraplyen, for at den ikke skulle slæbe efter ham gennem sneen. Om halsen havde han et rødt, uldent halstørklæde, og hans hudfarve gik også hen i retning af det rødlige. Han havde et fremmedartet, men tiltalende lille ansigt med et kort spidst skæg og krøllet hår, og frem af håret stak to horn, et på hver side af panden. I den ene hånd havde han som sagt en paraply; på den anden arm bar han indtil flere pakker, som var emballeret i brunt papir. Sammen med sneen fik disse pakker det fuldstændig til at se ud, som om han havde været på juleindkøb. Han var en faun. Og da han fik øje på Lucy, blev han så forskrækket, at han tabte alle sine pakker.
»Ih, du godeste!« udbrød faunen.