Min frisør ville helst aldrig have mødt mig.

Sådan er det nu fat.

Jeg sidder foran spejlet i min stol og betragter ham: Han er unægteligt en vanskabning. Et utroligt grimt menneske. Ja, han ligner en skaldet elefant! Det er, som om kroppens dimensioner er forvredne, helt ude af proportion. Hans næse er lang og imposant. Øjnene er til gengæld små. Små vandhuller i en kæmpe, grå ørken. Hans hud er tør og ru, som sand, faktisk er det kun hænderne, der endnu har en smule blødhed og smidighed over sig. Endnu. Og han smiler sjældent. Står ganske stille det meste af tiden. Når han endelig åbner munden, er det enten for at gabe eller skælde ud. Det ved vi alle. Derfor undgår vi hans lynende blik, når vi ser ham trampe resolut rundt om hjørnet på vej til købmanden.