, barsk og smukt landskab, mildnet af det lag af hvidt, der fyldte hulninger og glattede fremspring, men som samtidig var bedragerisk og gjorde området vanskeligt at færdes i.
De havde ikke set nogen af de mange menneskegrupper, der hver især betragtedes som tilhørende en grotte, hvad enten de boede i grotter eller ej, og som under ét kaldte sig Losadunai. Jondalar var begyndt at tro, at de var gået fejl af dem.
– Se! udbrød Thonolan og pegede.
Jondalar fulgte retningen af hans udstrakte arm og så en røgsøjle stige op fra en lille kratskov. De skyndte sig videre og nåede snart frem til en lille flok mennesker, der sad omkring et bål. Brødrene trådte lige ind i deres midte, idet de holdt begge hænder frem foran sig med opadvendte håndflader i den hilsen, der opfattedes som et udtryk for åbenhed og venskab.
– Jeg er Thonolan af Zelandoni-stammen. Dette er min bror, Jondalar. Vi er på vandring. Taler nogen her vort sprog?