Han putter min telefon i oplader, mens jeg tager bukser på, mine egne bukser, der er tørret en smule, men stadig klæber. Vi sætter os ved det lange spisebord i mørkt træ, hvor der kan sidde mange gæster og have det festligt, men der kan så også bare sidde to mennesker og have det mindre end festligt. Jeg kigger på hans sprøjteorgasmehænder, der har sendt mig op og ned ad vægge hele sommeren. Det er hænder så kraftige og solide som værktøj.

Jeg tjekker min telefon for strøm, og jeg vender min røv til ham. Han rejser sig op og stiller sig bag ved mig.

”For helvede,” siger han så og trækker mine bukser af og mine trusser ned. Han smækker mig, og han bliver ved med at smække, smække, smække, og han stikker fingre op i mig, og min krop får sin vilje igen. Jeg får overbalance og falder ned på alle fire, men han følger ned efter mig.

”Kom,” siger han, og ikke andet end det, og det var det her, jeg mente, da jeg sagde: Vær sød ved mig.

Han afkræver min krop sprøjteorgasmer, og jeg står magtesløs over for dem. De er ikke mine at give, og de er ikke mine at tilbageholde. Det eneste, jeg ved om dem, er, at de ligner et slid at frembringe, for Mathias sveddrypper ned i mig og er i det hele taget hårdhændet, som jeg forestiller mig en slagter eller en dyrlæge ved en kofødsel nogle gange er nødt til at være det.

”Kom.”

”Jeg kommer,” og det sprøjter, og jeg får fred i cirka ti sekunder, for når jeg kommer, er jeg ingen steder i verden. Det er fraværet af alting, jeg ikke vil eller kan undvære. Mathias samler mig op fra gulvet og putter mig i spænd mellem sig selv og en af lejlighedens bærende bjælker.

”Nu skal du virkelig skride,” og han putter sine fingre i min mund. Jeg slikker dem rene. Jeg smager syrligt af græs.

Det regner stadigvæk, og det er først, da jeg cykler tilbage mod Østerbro på min gamle damecykel med løs kæde, at det slår mig, at regnen selvfølgelig betyder, at sommeren er forbi.