Kirstenhar citeretfor 5 år siden
Men sammen med mine børn oplevede jeg den helt rene og uforfalskede reaktion, vi mennesker kan have på sårbarhed. Som jeg tidligere har været inde på, vil vi, når vi møder den, i de fleste sammenhænge forsøge at rumme den, prøve at være empatiske, men et eller andet sted dybt inde i os sidder der en dommer og et ubehag, der ønsker sårbarheden hen, hvor peberet gror. At vi er civiliserede, vises ved, at vi venter med at bagtale den, der åbnede op og viste sin sårbarhed, til personen er væk igen. Men det gør ikke megen forskel på vores holdning til den! Det, vi dybt inde reagerer på, er faren for selv at være sårbare og således ikke at opleve os værd at elske.
Jeg har uddannet mig til psykolog, blandt andet fordi jeg gerne ville lære sårbarheden at kende, og det kom jeg sådan set også til gennem de hundredvis af bøger, jeg har læst om menneskers lidelser, og hvordan man som psykolog kan hjælpe, når de lidelser bliver så tunge, at vi ikke længere kan være alene om dem.
Men det er én ting at intellektualisere sårbarheden, som jeg gør, når jeg læser eller skriver om den, det er noget fuldstændig andet at mærke den! At turde mærke den, virkelig mærke den, være i stue med den på en kærlig måde. Det gør ondt og kræver stort mod. Samtidig kræver det, at vi insisterer på at ville den, og ikke mindst, at vi giver os tid til det, for det kommer ikke af sig selv.
Nogle mennesker er indrettet sådan, at de naturligt giver sårbarheden plads, og ja, nogle er endda indrettet sådan, at de giver den rigelig plads, måske for meget. For som al anden menneskelig væren kan vi også gøre ting i for høj grad. Hvis vi dyrker sårbarheden for meget, er der risiko for at blive et offer, både i vores egen

Læs igen

  • ikke tilgængelig
  • Tilmeld dig, eller log på for at kommentere
    fb2epub
    Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)